Fortsæt til indhold

Erhvervsliv “Skær fedtlaget helt væk”

Formanden for Djursland Erhvervsråd ser med skepsis på fremtidens Danmark

Samfund
Lars Norman Thomsen

“Jeg er helt enig med finansminister Bjarne Corydon i, at vi skal have flere produktionsarbejdspladser i Danmark, men der skal en holdningsændring til for, at det kan blive sådan,” siger Harald Grønlund, formand for bestyrelsen i Djurslands Erhvervsråd og indehaver af nichevirksomheden Flex-line på Drammelstrupvej ved Allingåbro, som snedkermesteren etablerede i 1984, og nu har specialiseret sig i at lave buer til vinduer og døre.
Den holdningsændring, som Grønlund taler om, skal foregå på flere planer.
“Hvis vi taler uddannelse og unge, så skulle vi forlængst have gjort op med tanken om, at så mange af en ungdomsårgang skal i gymnasiet, som vi har oplevet det i mange år nu,” siger Harald Grønlund.

En solstråle

“Vi har brug for langt flere unge, der vil lære et håndværk og som har motivationen til det, men desværre får de unge meget lidt hjælp i skolerne af deres vejledere, fordi det fortsat er sådan i vejledernes optik, at det er finere at blive student end at være snedker, hvis jeg nu skal være sort-hvid,” tilføjer formanden for Djurslands Erhvervsråd, som var inde på samme case, da han holdt sin årlige tale før sommerferien på Erhvervsrådets generalforsamling.
“Fortsætter vi ud af det nuværende spor med færre og færre i produktionssektoren, vil det gå galt på et tidspunkt, fordi vi simpelthen ikke har noget at leve af som nation,” frygter Grønlund.
Selv har Harald Grønlund i en årrække ikke selv haft lærlinge i sit brød, fordi han ikke har følt, at de unge, der bød sig til, havde det nødvendige håndelag og en egentlig dedikation til at blive snedker.
Men måske får han en lærling inden så længe.
“Jeg havde en ung mand i erhvervspraktik, og jeg kunne hurtigt se, at han var både motiveret og havde gode hænder,” fortæller Grønlund.
“Efterfølgende snakkede vi om en lærlingeplads, og hans familie har også kontaket mig, så jeg håber, det kan falde på plads, for jeg vil hjertensgerne være med til at uddanne unge.”

“Det er nødvendigt at skære det fedtlag af i kommunerne, som ikke er produktivt. Vi er også tvunget til i erhvervslivet at gøre det samme, hvis vi vil sikre en fornuftig drift,” siger Harald Grønlund.

Ordrebogen

Odrebogen har det også godt lige nu på hos flex-line, afslører Harald Grønlund.
“Vi har fået en stor ordre om en leverance af specialvinduer et stort byggeri på Sjælland, som vil fylde meget i vores produktionsplan det næste år,” vurderer han.
Flex-line investerede i midten af 00'erne i et topmoderne, computerstyret bearbejdningscenter, som bruges til produktion af buede komponenter.
Som en af de få virksomheder i Danmark er Flex-line i stand til at fremstille buer efter de mest optimale metoder.
Fedtlaget skal væk
En andet sted, der skal ske en nødvendig holdningsændring, er i den offentlige sektor, mener Harald Grønlund.
Han anerkender, at en velfungerende offentlig sektor er et gode, der er kommet for at blive, men også, at “der er et fedtlag, som skal skæres væk.”
“De varme hænder kan vi ikke undvære, men de varme hænder kan bruges meget bedre, hvis de ikke skulle bruge tid på at dokumentere deres arbejde, som de skal nu. Forleden hørte jeg om en ældre dagplejemor, der skulle have en iPad, så hun kun melde ind til en eller anden ligegyldig instans, hvor mange bananer og æbler hendes dagplejebørn spiste pr. dag. Hvis det er rigtigt, er det da den rene galimatias.”
“Det fortæller mig, at der er et fedtlag, som vi kan skære væk, og som vi ikke kommer uden om, fordi vi bliver nødt til at sænke skatten på arbejde, hvis vi vil klare os i konkurrencen med udlandet. Lønmodtagerne er jo nødt til at få mere i lønposen for at betale de høje skatter, men det er en ond cirkel, og derfor bliver vi nødt til at sadle om.”