Fortsæt til indhold

Det ligner en stor speedway-aften

To af verdens stærkeste kørere, lokalderby, en fantastisk hjemmebane og potentielt et stort publikum. Alle ingredienserne er til stede til en spændende aften på Korskroen, når Esbjerg Motorsport tager imod rivalerne fra Holsted

Samfund
Arkiv

Mod Slangerup passerede Esbjerg Motorsport (EMS) en milepæl som ubesejret på hjemmebane i 100 uger, men inden længe kommer en topmotiveret udfordrer for at prøve at indtage det, der i næsten to år har været regulær fæstning. Det sker, når EMS byder lokalrivalerne fra Holsted op til dans onsdag den 21. august, og der er lagt i kakkelovnen til et brag.
"Det bliver fantastisk at følge den direkte duel mellem to af de bedste kørere i hele verden. Vores egen Niels-Kristian Iversen mod Nicki Pedersen. Det er to folk fra toppen af Grand Prix-serien, og så er det mod en af vores store konkurrenter. Jeg tror dog på, at vi kan forsvare vores stærke hjemmebane, for holdleder Ib Pedersen har skabt et homogent mandskab, som helt sikkert gerne vil rejse sig efter den seneste match på udebane," siger bestyrelsesmedlem Erik Falk Svendsen, som satser på et stort publikum.
"Sidst vi kørte hjemme var der 2800 begejstrede tilskuere på Korskroen, og det selvom der blev kørt kvalifikation til Grand Prix i Holsted og ligamatch i Grindsted. Der var faktisk omkring 6000 mennesker til speedway indenfor en radius på 30 kilometer den aften, og det viser bare, hvor stor interesse der er for sporten i vores region. Derfor håber jeg også, at mange af dem finder vej til Korskroen, for det ligner på alle måder en stor speedwayaften," siger Erik Falk Svendsen.