Fortsæt til indhold

Kaospiloter rykker ind i filmmiljøet

Kaospilot-uddannelsen skifter baggården i Mejlgade ud med moderne faciliteter i filmbyen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Elever på den alternative uddannelse i Aarhus, Kaospiloterne, skal fremover uddannes i Filmby Aarhus på havnen.
Uddannelsen skifter en slidt baggård i Mejlgade ud med moderne faciliteter i erhvervsparken på havnen, hvor 60 medievirksomheder sidder under samme tag.
"Vi bliver en del af et nyt kraftcenter i byen. Havnen, hvor allerede Hummel, Bestseller, Filmbyen og VIA (University College, red.), er til stede kommer til at vokse endnu mere og bliver fyldt med energi. Det er en bevægelse, vi gerne vil være en del af," siger Christer Windeløv-Lidzélius, der er rektor for Kaospiloterne, som siden 1991 har uddannet kreative iværksættere fra lokalerne i Mejlgade.
Flytningen til filmbyen skal på alle måder give kaospiloterne et kvalitetsløft. Lige fra udluftningen i lokalerne, lyset, projektorerne til undervisningen, toiletforholdene og det faglige niveau.
Antallet af kvadratmeter er omtrent det samme som den alternative uddannelse havde i Mejlgade, men i Filmbyen er de udnyttet bedre og mere egnet til undervisning, mener rektoren:
"Det er et naturligt, positivt ryk, som vi har brug for efter 20 år på samme adresse. Uddannelsen og de projekter, vi laver, vil i højere grad reflektere den verden, vi lever i. Vi vil blive mere fokuserede på de kreative virksomheder, som filmselskaber, it-designere og medieselskaber."

Bliver påvirket

Med ca. 100 elever og 20 ansatte bliver kaospiloterne en af de største aktører i filmbyen. De er opsat på at påvirke miljøet, men også selv blive påvirket.
"Det vil forandre kaospiloterne - til det positive. Mejlgade er efterhånden mere et beboelsesområde. Vi har behov for plads, hvor vi kan holde receptioner og happenings uden at forstyrre andre. Det, vi kan, kræver ikke nødvendigvis en gammel, slidt baggård. Det er nærmere mennesker og samspillet mellem dem, der skaber de gode ideer."
Lederen af filmbyen ser frem til at få de nye beboere ind.
"Jeg forventer, der kommer mere gang i huset. Kaospiloterne er kendt for deres høje energiniveau og iværksætter-ånd og den håber jeg da, vil smitte af på resten af filmbyen. At det vil skabe vækst, job og en masse my kultur til byen,« siger Carsten Holst, der selv er uddannet kaospilot.
Filmmanden gik faktisk på det allerførste hold, der blev startet i 1991 sammen med blandt andre tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der grundlagde uddannelsen.
"Der ligger enormt meget ånd i Mejlgade. Men jeg tror, de vil have godt af at rykke sig. Tiden har ændret sig meget siden dengang i starten af 1990'erne. De vil jo stadig havde deres helt unikke måde at gøre tingene på, men få en endnu stærkere og mere professionel profil," siger Carsten Holst.
De første kaospilot-elever møder op til de første timer i de nye lokaler på havnen den 19. august.