Fortsæt til indhold

Højbjerg bibliotek hjælper i den digitale verden

På Højbjerg Bibliotek har de siden 2012 hjulpet borgere med pas, kørekort og NemID

Samfund
Line Hitz

“I 2012 skete der en revolutionerende udvikling på biblioteket, da vi begyndte at lave pas, kørekort og NemID for borgerne,” siger Margit Bryder, som er børnebogsbibliotekar på Højbjerg bibliotek.
For at blive et medborgerhus arrangerer biblioteket også læsegrupper og kurser, hvor borgerne bliver undervist i den digitale indgang til det offentlige Danmark. Og ifølge Margit Bryder, så er borgerne rigtig glade for bibliotekets nye tiltag.
“Vi har mange ældre, som kommer forbi biblioteket og får lavet nyt pas og kørekort. De er meget glade for, at de ikke skal hele vejen ind til rådhuset, hvor der ofte er kø,” siger hun og fortsætter:
“Derudover er der mange, især ældre mennesker, som kommer forbi og bruger vores computere og læser aviser.”
Der er ikke flere tiltag i støbeskeen på Højbjerg bibliotek i øjeblikket, da biblioteket afventer, om de skal flytte ind i et nyt byggeri, der er planer om at opføre i Højbjerg. Hvis det kommer til en flytning, så har Margit Bryder et bud på, hvad borgerne ellers kan forvente fra biblioteket.
“Hvis det bliver en realitet, at vi flytter, kan det være, at der kommer nogle lokaler, som borgerne kan leje til festlige lejligheder,” siger hun.