Masser af tiltag på bibliotekerne i vest
Bibliotekerne i det vestlige Aarhus er langt med at forvandle bibliotekerne til medborgercentre
Bibliotekerne skal nu om dage være medborgercentre, som indeholder alverdens forskellige tiltag.
Det lever bibliotekerne i det vestlige Aarhus fint op til, fortæller Susanne Gilling, der er områdeleder for bibliotekerne i vest.
“Gellerup har jo længe fungeret som et medborgercenter, hvor du eksempelvis både kan få hjælp fra en jobkonsulent, Folkeinformation og deltage i forskellig undervisningstilbud,” fortæller Susanne Gilling og fortsætter:
“Og Åby Bibliotek er Åbyhøjs kulturhus, hvor mange frivillige og foreninger mødes, og hvor der blandt andet også er Litteraturstedet, hvor der er udstilling og foredrag om litteratur.”
Desuden er der på Åby Bibliotek, og generelt på alle vest-bibliotekerne, masser af tiltag med undervisning af den ene eller anden slags, ligesom der er en light-udgave af borgerservice i Gellerup, Hasle, Åbyhøj, og Tilst kaldet NEM BS.