Handicap-organisation vil have politikere i tale
Danske Handicaporganisationer Norddjurs (DH Norddjurs) inviterer politikere til valgmøde op til kommunalvalget
DH Norddjurs ser et travlt efterår i møde.Der er aktiviteter med medlemmerne, møder med forvaltningen og ikke mindst møder med politiske kandidater op til kommunalvalget i november. Onsdag 11. september klokken 19 i Fjellerup Aktivitetshus inviterer DH Norddjurs til offentlig valgmøde.
Spørgsmål til politikerne
“DH Norddjurs har ikke tidligere været aktive i kommunevalget, derfor var det noget nyt for de fire politikere da de modtog invitationen. Men der er så mange ting vi gerne vil spørge dem om”, fortæller formand for DH Norddjurs Jørgen Lund.
De fire politikere er Hans Husum (V), Else Søjmark (S), Jytte Schmidt (SF) og Olaf Krogh Madsen (Borgerlisten). De vil blandt andet få stillet spørgsmål om retssikkerhed. I den forbindelse lægger Jørgen Lund op til en snak om de ydelser, borgerne har krav på, sagsbehandlingen, og om det offentlige klagesystem.
Tilgængelighed er også et emne, der optager sindene.
“DH Norddjurs er meget optaget af tilgængelighed overalt i Norddjurs, i samtlige forretninger, i alle offentlige bygninger. DH kunne ønske sig der stod et billede på alle forvaltningernes skrivebord, med teksten “Tilgængelighed”. Så kunne sagsbehandlerne ikke glemme at påføre byggeansøgningerne de tilgængeligheds krav, der stilles i henhold til Handicap-konventionen.”
Jørgen Lund peger endvidere på betydningen af tilgængelighed ved kystlinien.
“Vi har set succesen ved Fjellerup strand, og broen ved Dronningens Ferieby.”
Inklusion i folkeskolen og handicappedes fremtidige muligheder for at komme på ferie med deres bosteder vil også være emner ved mødet. Ordstyrer bliver Claus Løvbo, og Fjellerup Amatørteater kommer på scenen i pausen.
I oktober har borgmester Jan Petersen i øvrigt givet tilsagn om at mødes med DH-bestyrelsen og alle patientforeninger til en snak om temaet Idræt for alle.
Feriehuse renoveres
4. september har DH Norddjurs inviteret alle DH's lokale formænd fra Region Midtjylland til Dronningens Ferieby i Grenaa, hvor de skal se det nystartede renoveringsprojekt af feriebyens mange feriehuse.
Efter orientering fra ledende administrator Birthe Stengård Frank fortsætter mødet som et almindeligt møde med gennemgang af efterårsopgaverne i de lokale DH-foreninger.
Inputs fra forvaltningen
På DH bestyrelsesmøderne i august vil sundheds– og omsorgschef Søs Fuglsang orientere om sin afdeling. DH Norddjurs ønsker blandt andet at høre om det nye Sundhedshus, der er i færd med at blive etableret. På bestyrelsesmødet i oktober vil socialchef Hanne Nielsen deltage med orientering fra sit arbejdsområde.
Viden Djurs arrangerer torsdag og fredag 26. og 27. september camp “Quality of life – Innovation scamp”, hvor fire patientforeninger under DH Norddjurs vil fortælle, hvad og hvordan det er at være handicappet. Det er ADHD, Blindesamfundet, Høreforeningen og Diabetesforeningen.