Projekt Udeliv er en succes
Drivhus, højbede og geder har været en fast del af Lokalcenter Næshøj i et år og har været en succes. Det giver godt humør og fællesskab
Målet var egentlig udeliv hele året - det er ikke helt nået, men trods det betegner både personale, frivillige og beboere Projekt Udeliv på Lokalcenter Næshøj i Harlev som en succes.
“Vi kommer med garanti tidligere ud på året, og vi bliver ude længere,” fortæller Marianne Skov, der er sosu-assistent.
Hun fortæller desuden, at alle har taget rigtig godt i mod projektet, som består af et stort drivhus, som der kan siddes i, højbede, plantekasser, generalt gode udearealer og ikke mindst de to geder, Trunte og Mille.
“At komme ud, mærke luften og mærke, at man er i live, giver godt humør for beboerne, og det giver et godt fællesskab mellem alle - de dårligere beboere, de bedre beboere, de pårørende, personalet og desuden også området,” fortæller Marianne Skov.
Mange børnehaver og andre besøger nemlig tit de to geder.
“På den måde har vi noget at samles om, og vi får skabt noget liv på Lokalcenter Næshøj,” fortsætter hun.
Dagligdagen udenfor
I starten af projektet har det handlet om at tage “små skridt”, som udviklingskonsulent Ditte Rytter beskriver det.
“Udelivet skal integreres i dagligdagen, og det har personalet været super gode til over det seneste år,” fortæller hun og fortsætter:
“Desuden bruger både fysioterapeuterne og ergoterapeuterne hele området som udendørs træningsareal.”