Kulturperronen i Auning fylder fem år
Auning Bibliotek og Kulturperronen blev indviet af tidligere borgmester i Norddjurs Torben Jensen 15. august 2008
Efter kommunesammenlægningen i 2007 var Auning Bibliotek/Kulturperronen noget af det første større byggeri, der blev planlagt, bygget og indviet i den nye Norddjurs Kommune. Daværende borgmester Torben Jensen svingede saksen og klippede det røde bånd i august 2008.
Biblioteket fejrer sin fem års fødselsdag med kage, kaffe, te og saftevand torsdag 15. august fra klokken 13, og alle børn, der kommer denne dag, kan deltage i en særlig fødselsdagskonkurrence.
Op til otte pølser pr mand
Daværende leder på Auning Bibliotek Lisbeth Rindholdt Jørgensen husker, at det nye bibliotek blev indviet med koncerter for alle aldre, en spændende tale fra Torben Jensen, og den festlige dag blev afsluttet med en komisk opførsel af operaen ”Barberen i Sevilla”.
I løbet af dagen var der også fri pølsebar uden for biblioteket. Efter nogen tid ville pølsemanden lige høre, hvorvidt biblioteket virkelig mente det med fri bar, for nu var flere af festens deltagere oppe på otte pølser pr. mand. Skulle han bare fortsætte med at lange pølser over disken?
“Selvfølgelig skulle han det - der var jo fest.”
Huset fik kraftstik
Lisbeth Rindholdt Jørgensen fortæller, at samme pølsevogn også var grunden til, at huset fik et kraftstik. Det var smuttet forbi alle involveredes næser, at der ikke var lavet sådan et stik, og det er ellers noget, man ofte bruger i forbindelse med børneteater og andre arrangementer.
“Så hvis ikke der ikke var blevet bestilt en pølsevogn, havde vi ikke fået børneteater i biblioteket.”
På Auning Bibliotek glæder man sig til endnu en festlig dag.
“Og vi håber, der kommer mange og hilser på os,” siger afdelingsleder Lars Jørn Larsen.