Fortsæt til indhold

Seks UUV-vejledere klar på nye skoler

I Stevns kommune efter sommerferien.

Samfund
Arkiv

UDDANNELSE: UUV – Ungdommens UddannelsesVejledning – har gennemgået nogle rokader, nyansættelser og opgaver på nye skoler efter sommerferien.
Seks UUV vejledere er klar efter sommerferien til at løse opgaven med at få alle unge i Stevns til at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse, som indgang til et arbejdsliv, hvor den valgte uddannelse nødvendigvis ikke vil betyde, at man bliver i samme job hele livet, men det er afgørende for at man får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Ungdomsuddannelsen er indgangen til arbejdsmarkedet, og det er den, der bygges videre på livet igennem i forbindelse med karrierer- og/eller jobskifte til anden branche. Alle undersøgelser peger entydigt på, at en gennemført ungdomsuddannelse udgør en klar forskel”, siger Tove Tranberg, der er UUV's ledelseskontakt til Stevns.
Bente Kirketerp-Møller er vejleder for elever i specialklasser- og skoler og følger eleverne frem til det 25. år. Skal en elev indstilles til den 3 årige kommunalt finansierede Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) er det også Bente Kirketerp-Møller, der indstiller og følger eleverne i de tre år, uddannelsen strækker sig over.
Charlotte Thrue Hansen er vejleder på Store Heddinge skole, Stevns Friskole og Skelbæk Friskole. Anne Vibe Andreasen er vejleder på Strøbyskolen, Hotherskolen og Hellested Friskole. Vejledningen i grundskolen begynder i 7. klasse og slutter med overgangen til en ungdomsuddannelse.
Efter grundskolevejledningen tager ungevejlederne Pawel Rutkowski og Morten Rasmussen over og følger de unge frem til det 25. år. Stopper en ung på ungdomsuddannelsen tager Pawel og Morten straks kontakt til den unge med henblik på vejledning om et nyt uddannelsesvalg, samt bearbejdning af det afsluttede forløb.
UUV's vejledning kan træffes på alle grundskoler i Stevns, og der er desuden åben vejledning på Store Heddinge skole, Erikstrupafdelingen, Kronhøjvej 4 i St. Heddinge mandage i ulige uger kl. 13–16.
Vejledningen i Stevns Kommune foretages af UUV Køge Bugt, der dækker vejledningsindsatsen i Køge Bugt kommunerne Greve, Køge, Solrød og Stevns. UUV er tilstede ugentligt på Køge Gymnasium, Køge Handelsskole, EUC Sjælland og på Produktionsskolen Klemmenstrupgaard.
Se mere om UUV på www.uuv.dk.
pm