Borgerlistens topkandidater vælter som dominobrikker
Tommy Bøgehøj meddelte i sidste uge Borgerlistens koordinationsudvalg, at han trækker sig som listens spidskandidat
KOMMUNALVALG Det er slut med kommunalpolitik for Tommy Bøgehøj, når denne byrådsperiode rinder ud ved årsskiftet.
Det står klart efter, at han i sidste uge endeligt fik lejlighed til forklare Borgerlistens koordinationsudvalg, at han ikke vil være listens spidskandidat, som det ellers var lagt op til i forårsmånederne og efter Borgerlistens årsmøde.
Tommy Bøgehøj har hen over sommeren truffet beslutningen, men kun fortalt den til sine allernærmeste.
Før han havde orienteret Borgerlistens koordinationsudvalg, ville han ikke melde beslutningen ud i offentligheden.
Strategien slog fejl
Tommy Bøgehøj, der driver egen virksomhed i Ebelttoft, Skomø A/S, blev valgt på en konservativ liste ved valget i 2009, hvor han under valgkampen på dygtig vis fik markeret sig som en tydelig konservativ profil.
Det gave pote ved valget, hvor han og Steen Fris, blev valgt ind i byrådet for Det Konservative Folkeparti.
Bøgehøj blev dog ret hurtigt klar over, at det konservative bagland ikke var til nogen støtte for ham og Steen Fris i byrådsarbejdet, og derfor tog han konsekvensen i januar 2013, hvor han skriftligt meddelte bestyrelsen i lokalforeningen, at han skiftede over til Borgerlisten Syddjurs.
Nogenlunde på samme tid fik Borgerlisten også tilgang af Ninna Thomsen, der efter politisk enegang i efteråret 2012 i rådhus- og budgetdebatten, lige pludselig var ugleset i den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Trojkaen, Thomsen, Bøgehøj og tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger, der indtil da havde repræsenteret Borgerlisten solo, blev lige pludselig en vigtig politisk aktør, og optimismen blomstrede i baglandet med det kommende kommunalvalg for øje, hvor listen pludselig anede muligheder med Tommy Bøgehøj og Ninna Thomsen som mulige stemmemagneter - og kandidater fra andre egne af kommunen til at supplere.
Det motiverede tilsyneladende også Tommy Bøgehøj, fordi han nu så en realistisk mulighed for at få plads i en byrådsgruppe på 4-5 medlemmer efter kommunalvalget.
“Efter at både Ninna og jeg gik over til Borgerlisten, snakkede vi meget politisk strategi i forhold til kommunalvalget og fremtiden, og vi kunne se en fælles idé i at tænke lokalpolitik fri af partipolitiske bindinger og i stedet bruge energien på at snakke udvikling af de mange bysamfund i Syddjurs”, sagde Tommy Bøgehøj således til Adresseavisen.
Ninna punkterede Tommy
Men da Ninna Thomsen før ferien pludselig meldte ud, at hun ikke genopstillede med henvisning til , at hendes lederstilling i det civile liv i Norddjurs Kommune ikke levnede længere plads til lokalpolitik, punkterede det også Tommy Bøgehøjs politiske fremtid.
“Det er selvfølgelig lidt trist, at det ikke kan være anderledes, men jeg har længe følt, at jeg ikke passede mit civile hverv og mit politiske job godt nok. Det holder naturligvis ikke i længden, og derfor må jeg vælge,” siger Tommy Bøgehøj, der nu forventer at kunne fortsætte medlemsskabet hos Det Konservative Folkeparti. Hvis han havde opstillet for Borgerlisten havde det været slut med det medlemsskab.