Få et gratis cykeltjek af kommunen
Det er måske ikke alle borgere i kommunen der har lagt mærke til, at Skanderborg Kommune er en Nordisk Cykelby. Det skal der laves om på nu. Derfor er der arrangeret Nordisk Cykeldag i Skanderborg lørdag 7. september samtidig med det traditionsrige Kræmmermarked i Skanderborg.
Cyklen skal hyldes
Her skal cyklen hyldes og vises frem på forskellige måder. På dagen kan borgerne tage cyklen ind til Skanderborg og få et gratis cykeltjek af Lars Andersen fra Fri Cykler. Arrangementet løber af stablen på den del af Asylgade, der vender ned mod Adelgade.
"Hvis man har en sjov eller anderledes cykel, man vil vise frem, så må man meget gerne henvende sig til os, eller tage den med på dagen,” siger projektmedarbejder Signe Grønnegård fra Skanderborg Kommune.
Ring og hør
Virksomheder, som vil være mere cykelvenlige i fremtiden kan også ringe og høre mere om mulighederne for at være med i en følgegruppe, hvor virksomhedsrepræsentanter kan sparre med hinanden om projektet. Har du en cykel at vise frem, eller vil din virksomhed være med til at fremme cyklen som transportmiddel, så kontakt Signe Grønnegård på 8794 7309 eller sgc@skanderborg.dk.