Fortsæt til indhold

Slut med svømmeundervisning

Stram økonomi og spild af tid har sat en stopper for svømning på Skovbyskolen

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Sidste år droppede Skovbyskolen svømmeundervisning på skemaet, og eleverne skal heller ikke regne med at komme i vandet i skoletiden i år.
“Økonomien har gjort, at vi har været nødt til at prioritere anderledes,” siger skoleleder på Skovbyskolen Christian Rotbøl.
Han forklarer, at der skal dobbelt bemanding med i svømmehallen. Dertil kommer, at transporttiden er uforholdsmæssig lang.
“Vi bor i den nordlige ende af kommunen, og her er der ingen faciliteter, så vi skal til Skanderborg med bus, for at komme i svømmehallen. Vi brugte en time på transport, og børnene fik kun omkring 20 minutter i vandet. Det er alt for lidt tid, og det er nogle meget dyre 20 minutter,” siger Christian Rotbøl.
Lige på den anden side af kommunegrænsen i Harlev, under 10 minutters kørsel fra Skovbyskolen ligger Næshøjskolen. Den har egen svømmehal og ledige tider at udbyde til andre skoler.Hvorfor benytter I jer ikke af det?
“Da vi droppede svømmeundervisningen, var det som sagt på grund af dårlig økonomi. Nu har vi styr på økonomien igen, men vi har ikke nået at undersøge mulighederne. Det vil vi selvfølgelig gøre, hvis det bliver aktuelt igen,” siger Christian Rotbøl.

Midlertidig løsning

Christian Rotbøl forsikrer, at der ikke er tale om en permanent afblæsning af svømmeundervisningen på skolen.
“Nu kommer den nye skolereform, og så kigger vi det hele efter igen. Vi ser positivt på svømmeundervisning. Det er noget, som børnene nyder. Jeg er sikker på , det nok skal komme igen,” siger skolelederen.
Planerne om en lokal badesø i Galten kan også komme til at spille ind.
“Den nye badesø, der er snak om heroppe, kan skabe nogle spændende muligheder for os,” siger skolelederen.