Fortsæt til indhold

Teamwork afgørende

Fortsat samarbejde lokalt og på tværs af bygrænser er afgørende i kampen for at bevare et godt butiksnet, mener handelsstandsformand

Samfund
Af Erland Rasmussen

Detailhandelen i Rønde har overvejende haft en fin handel med god omsætning her i sommermånederne.
Sådan lyder konklusionen på et rundspørge, Adresseavisen har foretaget i Rønde.

Hovedindtryk bekræftes

Hovedtendensen bekræftes af formanden for Rønde Handelsstandsforening, filialchef Jacob Skovgaard, Djurslands Bank.
“Jeg har også hørt, at flere butikker ligger over index, selv om det er klart, at der også er enkelte i nogle brancher i detailhandelen, der har det svært,” siger Jacob Skovgaard.
Indtrykket af en positiv sommerhandel forstærkes af, at byen i år havde en særlig god aktivitet med Open By Night, hvor Hovedgaden spærres af, og de handlende sætter alle sejl til.
“Vejret var godt, og der var mange besøgende og mange tilbud til vore kunder. Det var positivt og en god måling på, hvordan salget bliver efterfølgende, fordi arrangementet samtidig er udsalgsstart,” supplerer Jacob Skovgaard.
Således er der flere butikker, der under Open By Night omsætter, hvad der andre steder svarer til 14 dages omsætning.

Arrangementer nødvendige

I Rønde samarbejder handelen via foreningen om forskellige arrangementer i løbet af året:
“Vi er helt afhængige af nogle gode aktiviteter for at trække folk til byen,” konstaterer Jacob Skovgaard.
Det sker blandt andet gennem et samarbejde med foreningslivet. Et eksempel herpå er det kommende Stafet for livet 6.- 7.- og 8. september i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, hvor hele byen nu på syvende år samler ind. Det har udviklet sig til at blive et af landets mest betydende og overskudsgivende arrangementer af sin art. Og der er god synergi mellem butikslivet og stafetten.
Lige nu er der også planlægningen af cykel-DM, der skal have opstart og mål i Rønde i 2015. Det vil også være med til at sætte byen på landkortet, påpeger formanden for Handelsstandsforeningen.
Rønde mærker imidlertid også til de udfordringer, detailhandelen generelt står overfor i disse år, selv om butikslejemål ikke ofte står tomme ret længe, fordi der er god interesse for at placere sig i byen som selvstændig detailhandler.
“Vi vil gerne holde handlen indenfor bygrænsen, men nogle kæder henvender sig med ønsker om at etablere sig udenfor byen. Men det vil splitte byen op og ikke give synergi til den øvrige handel,” mener Jacob Skovgaard.
Formanden for den lokale handelsstandsforening fremhæver tillige vigtigheden af, at handlen i byerne står sammen.
“Vi hjælper hinanden, selv om man også er konkurrenter,” siger Jacob Skovgaard.
Også på tværs af bygrænser er det vigtigt med samarbejde. Her fremhæver Jacob Skovgaard samarbejdet om gavekortet via Handel Syddjurs.
“150 medlemsbutikker tager imod kortet. Det er et godt, stærkt billede på samarbejde på tværs, at vi står sammen om at trække folk til kommunen, og at vi er kolleger med en fælles interesse mere end konkurrenter,” understreger Jacob Skovgaard.