Fortsæt til indhold

Der er ingen tomgang i Alken

Når Shaka Loveless spiller støttekoncert i Alken, er han én blandt mange, der støtter købmanden

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt ude på landet!
Sådan starter den grimme ælling af H.C. Andersen, og sådan føles det at være i Alken på en af årets første solskinsdage, og netop sådan en sommerdag i 2011 lukkede købmanden i Alken. Landsbydøden lurede lige om hjørnet, derude på kanten af Mossø.
Ingen gik længere ned ad gaden til købmanden efter mælk. Ingen børn med instrukser fra mor og lovning om en slikkepind løb af sted mod indgangen på hjørnet med "Tlf.1." skrevet over døren. Sedlen, hvor man kunne skrive sit navn og være med i gaven til en fødselsdag eller blomster til en begravelse, havde ikke længere en disk at ligge på. Indbyggerne så ikke længere hinanden ved et tilfældigt møde hos den altid hjælpsomme købmand Birgitte Pohle.
Jo, det var rigtignok blevet en smule trist at være borger i Alken.

Opbakning fra borgere

Heldigvis er de ikke sådan at få ned med nakken derude i landsbyen. Allerede et halvt år tidligere vidste Alkens borgere, at den dag ville oprinde, og de var ikke sene til at reagere. Derfor var der på den vemodige dag allerede godt gang i planerne om at lave en anden købmandsbutik i landsbyen.
"80 mennesker mødte op til borgermøde dagen efter, Birgitte Pohle havde fortalt, hun ville lukke sin købmandsbutik. Det er over halvdelen af byens befolkning. Købmanden var en grundsten i vores by, og det kan hurtigt gribe om sig, når man fjerner sådan en. Der var bred enighed om at åbne en anden købmandsbutik, og forsøge at øge befolkningstilvæksten," siger Jens Jacobsen, bestyrelsesmedlem i Liv i Landsbyen. Det er den forening, der skal få købmandsbutikken op at stå.
Købmanden skal som udgangspunkt drives på frivillig basis og på sigt som socialøkonomisk virksomhed. Visionen er, at stedet skal drives med hjælp fra udsatte borgere som for eksempel flygtninge, indvandrere og kontantshjælpsmodtagere.
Jens Jacobsen synes, det giver mening at lave noget for andre.
"Det rækker ud over en selv, og det er virkelig inspirerende at være med. Det her skulle gerne udvikle sig til, at vi kan blive mere selvforsynende med lokale varer. Vi kan sagtens selv producere grøntsager herude," siger han.
En stor del af borgerne i Alken tager del i arbejdet med købmandsbutikken. Søs Due Nielsen er lige gået på efterløn, og hun er en af dem.
"Det er sjovt. Vi er mange, der har en vis alder, men det betyder bare, at vi har tid og ressourcer til at lægge nogle timer i det her. Vi er en kæmpeflok, der gerne vil det her, så vi hjælpes ad, og det er dejligt. På den måde kan vi forhåbentlig trække nogle børnefamilier herud, så vi også kan beholde skolen i Bjedstrup," siger hun. Bjedstrup Skole er det sted, hun har huseret i 20 år som klubmedarbejder. Selvsamme skole som søndag 17. marts danner rammen om det hidtil største støttearrangement, Søs Due Nielsen har været med til at arrangere.

Søs, Shaka og støtten

"Vi var bange for, at vores by ville blive nedlagt. Købmanden lukkede, og toget standser nu kun hver anden gang, det kører forbi. Det er en skrøbelig lille by, vi bor i," siger Søs Due Nielsen. Hun var foregangskvinde dengang, mejeriet blev købt af Alkens borgere. Mejeriet, der inden længe huser byens nye købmandsforretning med egen masseovn og café. Nu er hun med i gruppen for støttearrangementer.
Søs har en søn, der hedder Peter Due. Hans bedste skolekammerat fra Bjedstrup Skole hedder Shaka Loveless.
I et hvert eventyr med respekt for sig selv, er der altid en prins, der kommer og redder det hele. I Alken kunne han såmænd godt hedde Shaka Loveless. Om han er prinsen af Alken eller blot barn af en landsby med en ukuelig fællesskabsånd, der holder liv i landsbyen, skal her være usagt. I hvert fald har den succesfulde sanger, der er vokset op i Alken, besluttet at give en støttekoncert til fordel for købmanden. Koncerten var udsolgt så hurtigt, at det er blevet besluttet at flytte den til større lokaler på Bjedstrup Skole, hvor der er plads til 350 tilskuere.
På Bjedstrup Skole havde Shaka Loveless en klasselærer, som de kaldte Pip. For nylig har Shaka Loveless i medierne kaldt hende den bedste klasselærer nogensinde. Hun havde spillet i et punkband og viste klassen video fra koncerterne. Shaka Loveless og de andre drengene elskede at synge sammen med hende, og inden længe øvede de med deres band i kælderen under mejeriet. Det mejeri, der inden længe huser købmanden. Jo, der er rigtignok dejligt derude i Alken, og der bliver rigtignok fest på Bjedstrup skole søndag 17. marts klokken 19.00.
Se mere på alken.dk