- Jan Petersen eller kaos
Lasse Dalén, afdelingsleder af skole og SFO i Børneby Glesborg, har sagt ja til at være kandidat for Socialdemokratiet ved Kommunalvalget
Lasse Dalén, Socialdemokratiets nyeste navn på listen til Kommunalvalget, hylder på ingen måde princippet om, at tale er sølv, tavshed er guld.
Afdelingslederen af skole og SFO i Børneby Glesborg, der er blevet opfordret af borgmester Jan Petersen til at opstille på den socialdemokratiske liste, lover for eksempel, at hans politiske kardinalpunkt nummer et vil være at kæmpe for bæredygtige landsbyer midt i Norddjurs.
I en udsendt pressemeddelelse i anledning af sit kandidatur, skriver Dalén kort og kontant, at for alt i verden ikke ønsker, at hverken Venstres Hans Husum eller Borgerlistens Torben Jensen bliver borgmester i Norddjurs Kommune, fordi det, i følge Lasse Dalén, “vil betyde en usikkerhed på skoleområdet med sammenlægninger af skoler og en farlig økonomisk politik, hvor Norddjurs Kommune igen bruger flere penge end der er i kassen. Et forhold som er blevet ændret under Borgmester Jan Petersens ledelse i valgperioden.”
Godt med en anden vej
Lasse Dahlén, der flyttede til Gjerrild for to år siden for at blive afdelingsleder i Glesborg Børneby, vil kæmpe for de små landsbyers overlevelse:
“Norddjurs Kommune har turdet gå en anden vej end de fleste kommuner, og det vil på sigt vise sig at være den helt rigtige satsning og investering for landsbyerne i midt. Den borgerlige tænketank CEPOS har regnet ud, at det ikke bliver billigere at lukke de små institutioner. I Norddjurs Kommune skal vi turde tænke nyt og anderledes, hvilket vil blive mit bidrag i den nye kommunalbestyrelse.”
Og videre:
“Det bliver ikke mig, der diskuterer ny dagpasning- og skolestruktur de næste 4 år, for den er faktisk på plads, og vi har penge til den nuværende dagpasning og skolestruktur”.