Fortsæt til indhold

Tørskoet på bro langs Gudenåen

Vandrere på trækstien er nu hævet over sump og mudder året rundt

Samfund
Tekst: Martin Bjerregaard Jensen Foto: Jens Anker Tvedebrink, Midtjyllands Avis

Normalt lægger man broer over vandløb, så folk kan passere vandløbet tørskoet.
I Vejerslev Skov er det nu blevet lidt modsat. Her er der lagt en lang bro langs med Gudenåen.
Over mere end en halv kilometer kan man gå tørskoet på en bro af godt dansk egetræ hævet en halv meter over det mudder- og dyndlag, vandrefugle på den historiske træksti - eller pramdragersti, som den beskrivende også kaldes - indtil nu har måttet vade gennem.
"Vi endte med at vælge dansk eg, fordi det er et træ, der er hjemmehørende i området. Der er lidt økologitænkning over det. Det blev også lidt dyrere, så vi måtte give en ekstrabevilling," forklarer Charlotte Green (K), formand for teknik- og miljøudvalget i Favrskov Kommune.
Hun pegede i sin tale ved indvielsen af »den nye« træksti på, at det er et helt særligt stykke natur med stor historisk værdi, der nu igen bliver tilgængeligt efter at den stigende vandstand i Gudenåen har ødelagt tidligere bestræbelser på at gøre trækstien farbar.
"Indtil nu har det været en udfordring for entusiaster. Gangbroerne var under vand. Da Favrskov Kommune overtog området fra Viborg Amt, var vi besluttet på at gøre noget," sagde hun.
Hun så også andre perspektiver i arbejdet.
"Det her må gerne inspirere andre. Det er ikke kun i Favrskov Kommune, der er galt," sagde Charlotte Green.
Borgmester Nils Borring (S) erklærede, at Favrskov Kommune er stolt af, at Gudenåen løber gennem kommunen.
"Den her flod har så stor værdi, og der er et stort turistpotentiale," sagde borgmesteren, og beskæftigede sig også i sin tale med det faktum, at arbejdet i høj grad er gennemført af frivillige.
"Favrskov Kommune har fokus på gode rammer for de frivillige, og det her er et godt eksempel. Vi vil satse på flere frivillige i fremtiden," sagde borgmesteren.
Egentlig var det borgmesteren og Charlotte Green, der skulle have klippet den røde snor for at markere indvielsen, men i godt samspil med borgmesterens tale om de frivillige, overlod de to politikere saksen til elever fra Sahl Friskole.
Det er nemlig børnene fra friskolen, der har gjort en stor del af arbejdet med at få slæbt de gamle broer ud, så der er blevet plads til det nye.

Mie på fire år fandt et stykke at trækstien, hvor der ikke er lavet ny bro. Det giver et billede på, hvordan det har set ud. Som sti elendig, som legeplads fremragende, når man nu som Mie ikke er til højstemte politikertaler.
Det blev elever fra Sahl Friskole, der kom til at klippe den røde snor. De klippede hvert et lille hak i båndet, indtil det gik midt over, mens borgmesteren fotograferede børnene, som han havde overladt saksen til.
Frederik, Jenny og Laura fra Sahl Friskole har været med til at slæbe de gamle broer ud, så de var spændt på at se den nye bro. De synes, den er flot, og her tager de et hvil på en af de udsigtsplatforme, der er lavet langs broen.
Charlotte Green - her sammen med Knud Erik Hesselbjerg fra Naturstyrelsen - glædede sig over resultatet og de nye muligheder langs Gudenåen.