“Så tager vi cyklerne frem, cykler af sted...”
For der skal cykles masser af penge ind til SOS Børnebyerne og Café Nexus på Skejby Sygehus
Byrådspolitikere, præster, sportsfolk, lokale folketingspolitikere, lokale kendisser, virksomheder og masser af private hopper tirsdag 27. august i sadlen for at cykle alt hvad de kan i halvanden time.
De gør det i den gode sags tjeneste for med sved på panden og smil på læben at samle penge ind til SOS Børnebyerne og Café Nexus på Skejby Sygehus, som begge er udset til at modtage overskuddet fra dette års Nordstjerneløb.
Indtil nu har over 100 ryttere meddelt, at de er klar til start.
“Vi håber på, at rigtig mange vil støtte op omkring løbet ved at være sponsor. Man kan være sponsor både som privatperson og som virksomhed, og man kan enten give et fast bidrag, eller et bidrag for hver kørt kilometer,” fortæller løbskoordinator Arne Pedersen fra Y's Men's Club Nordstjernen, der står bag løbet.
Hjælp fra sansestormerne
“De hurtigste og stærkeste ryttere kan køre op mod 50 kilometer i løbet af de halvanden time, løbet varer. Andre kører måske “kun” det halve, men alle bidrag har stor betydning, understreger han.”
Som sidste år får “Y's mænderne” stor hjælp af Sansestormerne fra Risskov Efterskole, som har lokaler lige ved siden af målstregen. Sansestormerne sørger nemlig for servering efter løbet, hvor der også finder præmieoverrækkelse sted.