Dolfus dyster på hjemmebane mod Europa
I weekenden går det løs på den store, flotte bane på Podøj-vej tæt på Usltrup. En bane, som er til hunde. Ikke en agility-bane. Denne er meget sværere. Og hundene og deres førere kan meget mere. Disciplinen hedder Mondioring og er altså en ringsport.
I år er det denne bane, der bliver rammen om mesterskaberne, der dels er danske og dels nordiske, men som er åbne for alle, så i denne uge er det strømmet til med hunde og hundeførere fra ikke mindst Belgien, men naturligvis også fra Norge, Sverige og Danmark.
I weekenden deltager 18 hunde.
Flere af udlændingene bruger anledningen til at campere og tage på udflugter, før det går løs i weekenden, hvor man gerne ser mange tilskuere.
Lidt familieagtigt
Naturligvis skal der konkurreres på banen, men ellers virker arrangementet lidt familieagtigt med hel stegt pattegris og anden god, dansk madtradition.
Formanden for den danske klub, Lucas Ammann, er også til stede, og han siger om banen: ”Det er en luksusbane. Dem vi ser rundt i andre lande ligner ofte noget, der ligger i en baghave. Her har vi en fin størrelse, banen er holdt flot, og nu er den med klubhus,” konstaterer Lucas Ammann.
Militæret rykker ind
På hjemmebane er Dolfus (belgisk hyrdehund på fem år) og Charlotte Hvid Jensen, som også sammen med manden, Mark Nielsen, har fundet på årets tema: Militær.
Det betyder, at man ikke skal undre sig over, at to af Flyvestation Karups militærkøretøjer holder på banen. Og at der er kamuflagenet spændt ud.
For Dolfus' vedkommende bliver det ekstra spændende, fordi han for første gang stiller op i fineste kategori. I den næstbedste kategori blev han nr. seks ved VM i oktober.
De forskellige opgaver er meget forskellige. Nogle gange skal hunden bevogte sin herre. Andre gange skal hunden følge en figurant (Et job, hvord der er optagelsesprøve til!) og bide til, hvis denne gør bestemte bevægelser. Hunden er hele tiden under absolut lydighed.
Ud over bidedisciplinerne skal hunden klare længdespring og klatring. Men den skal også kunne agere uden at miste koncentrationen. En af posterne er f.eks. et telt, hvor der sidder mennesker med masser af flasker på jorden. Det skal ikke genere hunden. Den skal alligevel gøre, hvad den får bud på.
”Jeg har øvet ”miljøtilvænning” ved f.eks. at tage Dolfus med til shopping i Hammel. Så lå han stille, mens jeg prøvede tøj,” fortæller Charlotte.