Fortsæt til indhold

Urimelig og fordrejet kritik af byrådets mødetider

Borgmester Jørgen Gaarde (S) tager til genmæle over for Claus Blochs (V) påstand om, at han er i gang med at afvikle folkestyret i Skanderborg

Samfund
Debatindlæg af Jørgen Gaarde (S), borgmester, Skanderborg

Folkestyret har det godt og er særdeles levedygtigt i Skanderborg Kommune. Når byrådsmedlem Claus Bloch siger ”Endnu en trist afvikling af folkestyret i Skanderborg Kommune” er det urimeligt og fordrejet. At Fælled-projektets Bedømmelsesudvalg, der skal omfatte mere end 30 medlemmer, ikke blot kan holde deres møder efter arbejdstid, det er en anden sag. Det er byrådet – og ikke mindst Venstre selv – der har ønsket at bedømmelsesudvalget skulle udvides i et omfang, så der nu er mere end 30 medlemmer af udvalget.
Mødetiden i udvalget skal ikke blot tilgodese borgmester og direktion, sådan som Claus Bloch forestiller sig. Havde han læst den byrådsdagsorden, hvor udvalget blev nedsat, ville han vide, at bedømmelsesudvalget omfatter hele det midlertidige Fælledudvalg – hvor der er deltagelse af både byrådspolitikere, interessenter og medarbejdere. Han ville også have vist, at der indkaldes faglig ekspertise udefra, for at kunne bedømme Fælledudbuddet korrekt og at der i øvrigt deltager yderligere personer i udvalget. Alt sammen i fuld overensstemmelse med reglerne for udbud.
Der gælder helt stramme regler for nedsættelse af et bedømmelsesudvalg – og dertil kommer, at der skal fastlægges en lige så stram og ufravigelig kalender. Læg hertil, at møderne i bedømmelsesudvalget har skullet indpasses i en i øvrigt travl mødekalender, hvor man naturligvis har skullet respektere afholdelse af andre vigtige møder i bl.a. udvalg og byråd.
I en række kommuner landet over afholdes udvalgsmøder i dagtimerne. Det har vi i høj grad fravalgt i Skanderborg Kommune. Udvalgene har selv tilrettelagt mødetiden i deres udvalgskalender – og møderne begynder oftest kl. 15 eller kl. 16. Men besigtigelsesture og studieture foregår af helt indlysende årsager i dagtimerne, når der er aktivitet på besøgsstederne.
Der er temadage i byrådet, som begynder tidligere – netop fordi der er tale om dagsprogrammer, hvor vi samler flere emner på samme møde. Men f.eks. fyraftensmøder begynder i sagens natur efter fyraften..
Det er meget forskelligt fra byrådsmedlem til byrådsmedlem, om han/hun ønsker tidlige eller sene møder. Nogle børnefamilier vil meget gerne have de sene møder begrænset og i stedet have møderne afholdt, så de kan være hjemme og spise med børnene og lægge dem i seng. Andre har som Claus Bloch det modsatte ønske. Og for andre er det underordnet. Det har betydet, at vi i vores kalender forsøger at dele ”sol og vind” rimeligt lige.
Alle byrådsmedlemmer får et vederlag for at være medlem af byrådet og medlem af et eller flere udvalg. Vederlaget er ikke fyrsteligt, men skal bl.a. hjælpe til med, at man kan købe sig lettelser i dagligdagen, tage fri uden løn m.v.
At være byrådsmedlem er et borgerligt ombud – og ikke blot en fritidsbeskæftigelse – sådan som Claus Bloch udtrykker det. Et borgerligt ombud skal respekteres af såvel en offentlig som en privat arbejdsgiver, ligesom det forpligter det valgte byrådsmedlem.
Efter den Mercuri-rapport, som byrådet selv fik lavet vedr. arbejdet i byrådet, blev det foreslået, at flere møder blev flyttet til dagtimerne. Forslaget blev til på baggrund af de samtaler, Mercuri bl.a. have ført med byrådets medlemmer. Da vi skulle behandle rapporten, valgte vi til andres fortrydelse IKKE at følge den anbefaling –af hensyn til nogle andre byrådsmedlemmernes arbejdssituation.
Jeg synes faktisk at der er blevet udvist fleksibilitet overfor byrådsmedlemmernes forskellige ønsker, når det har været muligt. Jeg kan f.eks. nævne, at Økonomiudvalget igennem de sidste fire år har flyttet sine møder fra onsdage til tirsdage, for at Aleksander Aagaard har kunnet passe sine onsdagsmøder i regionsrådet. Den fleksibilitet har Aleksander Aagaard været glad for. Men Venstres gruppe har ikke på noget tidspunkt kvitteret for, at Økonomiudvalget på den måde løste Venstre konstitueringsproblem.
I næste periode flyttes møderne tilbage til onsdage igen, da det af hensyn til ikke mindst gruppernes mødeforberedelse er uhensigtsmæssigt at afvikle Økonomiudvalgsmøderne på tirsdage.
Derfor Claus Bloch: Hold nu op med den evindelige mudderkastning. Jeg tror, at vores borgere ønsker, at du og jeg taler kommunen og byrådsarbejdet op og ikke ned.