Rådhusbyggeri presser økonomien
Kæmpebyggeri på Fælleden sluger halvdelen af det samlede anlægsbudget frem til 2016, så skattelettelser må vente
Torsdag blev politikerne i Skanderborg præsenteret for de tørre tal, som kommer til at danne grundlag for den kommende tids budgetforhandlinger imellem partierne. Indtil tallene er blevet endevendt i partigrupperne, holder politikerne kortene tæt ind til kroppen.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) ville efterfølgende derfor ikke afsløre meget andet, end at det planlagte rådhus- og idrætsbyggeri på Fælleden gør det ud for halvdelen af anlægsbudgettet de kommende tre år, og at det bliver nødvendigt at poste adskillige millioner kroner i skoleområdet på grund af den nye skolereform.
“Økonomien ser fornuftig ud, men der bliver næppe råd til at føre alle de forslag ud i livet, som partierne luftede under mødet. Selvom det næppe bliver nødvendigt at lave besparelser på serviceområdet, kommer det ikke til at flyde med mælk og honning de kommende år,” lyder meldingen fra borgmesteren.
Han har ikke fantasi til at forestille sig, at der skulle blive råd til skattelettelser i kommunen foreløbig. Et ønske som både Venstre og Liberal Alliance har luftet fornylig.
“Jeg har hørt ordet skattelettelser nævnt flere gange, men jeg har endnu ikke hørt nogen forslag til, hvordan de skal finansieres,” siger Jørgen Gaarde.
Skattelettelse må vente
Borgmesteren hentyder blandt andet til et indslag på TV2 Østjylland, hvor Venstres spidskandidat til borgmesterposten, Søren Erik Pedersen, bragte temaet på banen op til det kommende byrådsvalg i november.
“Hvis vi skal give skattelettelser, som folk kan mærke, skal vi vel ud at finde i omegnen af 45 millioner kroner. Indtil videre har jeg kun hørt politikerne i byrådet tale om, hvordan de vil bruge penge og ikke om, hvordan de vil spare for at få råd til skattelettelser, så lad os nu se, hvad det ender med,” siger Jørgen Gaarde (S).
Bundet af stor investering
Søren Erik Pedersen (V) har ikke på stående fod et bud på, hvordan en eventuel skattelettelse skal finansieres. Han tror nemlig heller ikke, at det er realistisk at sænke skatten samtidig med, at kommunen selv skal punge et trecifret millionbeløb ud til rådhus-og idrætsbyggeriet på Fælleden.
Konkurrence om skatten
“Jeg anerkender, at Skanderborg Kommune er bundet op på nogle store investeringer de kommende år. Hvis skatten skal sættes ned med noget der batter, er det nok ikke ansvarligt at gøre det nu. Men på langt sigt er det helt sikkert noget, som vi vil arbejde for,” siger Søren Erik Pedersen (V).
Han frygter, at den høje skatteprocent i Skanderborg er med til at få potentielle tilflyttere til at fravælge kommune.
“Vi er i en konkurrence-situation med vores nabokommuner om at tiltrække nye tilflyttere. Hvis den kommunale skatteprocent er en konkurrenceparameter, skal vi være klar til at sænke den. Vi skal passe på med at læne os tilbage og blive alt for selvfede i Skanderborg. Det kan godt være, at vi har sø og skov og tror, at vi kan det hele, men det er blevet sværere at få finansieret et huskøb i dag og at få økonomien til at hænge sammen. Derfor skal vi være klar til at sænke skatten, når vi har fået stabiliseret økonomien,” siger Søren Erik Pedersen.