Fortsæt til indhold

Liberal Alliance vil gøre kolde hænder varme

Samfund
Af Carsten Bach, Edelsmindevej 7, Høver. Spidskandidat, Liberal Alliance i Skanderborg

Liberal Alliance i Skanderborg Kommune vil gøre kolde hænder varme. Det administrative personaleforbrug skal ned.
Alle indbyggere i Skanderborg Kommune betaler hvert år 7.247 kr. til løn til kolde hænder i administrationen. Sammenlignet med vores nabo kommuner er det kun Aarhus Kommune, der kan måle sig med det tal, alle andre betaler mindre.
Det viser nye tal fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).
I Favrskov Kommune er tallet kun 6.146 kr. svarende til en besparelse på næsten 64 mio. kr. i Skanderborg Kommune om året, hvis vi kunne nøjes med ca. 13 administrative medarbejdere pr. 1.000 indbyggere mod de nuværende ca. 15.
Jeg mener 13 er nok!
Lad tillid og ansvar erstatte unødvendig kontrol og dokumentation og sygefraværet i kommunen vil falde markant. Alt sammen vil det være med til at frigive ressourcer til undervisning, ældreomsorg og børnepasning.
Det er åbenlyst, at besparelsespotentialet på det administrativ personale i kommunen er stort og effektiviseringerne i kølvandet på kommunalreformen har stadig ikke vist sig.
Alene det faktum, at lønniveauet blandt det administrative personale ofte er højere end blandt det ikke-administrative personale gør, at der er betragtelige summer at hente ved at gøre kolde hænder varme.