Brugsformand udnævnt til æresdoktor
ny titel Formanden for Brugsforeningen TRYG i Ry, Leif Bergmann, er på Henley Business School University of Reading i England blevet udnævnt til æresdoktor. Det sker, fordi skolen mener, at Leif Bergmann i sine 14 år som direktør for skolens Skandinaviske afdeling har udført sit arbejde til skolens store tilfredshed. Der er skabt gode driftsresultater og frem for alt har Leif Bergmann forstået at skabe stor kundetilfredshed samt synlighed for skolen på det nordiske marked. Leif Bergmann tiltrådte som direktør hos Henley i 1997 og tog sin afsked som direktør da han fyldte 65 år i 2012. Han arbejder dog fortsat for Henley i en mere tilbagetrukket rolle som programleder. Udover formandskabet for foreningen i Ry er han bestyrelsesformand i to andre selskaber samt medejer af en kommunikationsvirksomhed i Vejle. Hvad doktortitlen skal bruges til, er brugformanden dog lidt usikker på, men siger dog: "Det er jo med den slags titler som med medaljer: Det er et minde for ens selv samt en påmindelse til andre om, at man sandsynligvis har gjort en indsats udover det sædvanlige". Proklamationen sker ved en højtidelighed på Henley Business School i England den 18. oktober. Leif Bergmann har været formand for Brugsforeningen TRYG siden 1999. Foreningen driver Kvickly Ry samt SuperBrugserne i Ry og Kolt.