“Studiestart er årets festdag”
Lokalavisen har talt med den nye rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen
Over de næste uger starter omkring 7600 nye studerende på Aarhus Universitet. For mange er det et helt nyt kapitel i livet, hvor vejen til de næste mange års arbejdsliv bliver lagt.
Lokalavisen Aarhus har talt med den nye rektor ved Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, om hans første store opgave som rektor, studiestart og gode råd til de studerende.
Hvad tænker du om den kommende studiestart?
“ Der er en af årets festdage. Nye studerende skaber liv og glæde på Aarhus Universitet, og hele året ser vi frem til studiestart, hvor de studerende er klar til at starte på et helt nyt kapitel”
Du startede ved Aarhus Universitet i 1977. Hvordan var din egen studiestart?
“Den var meget overvældende, men samtidig hyggelig og sjov. Vi fik mange nye informationer, som vi skulle huske, og tutorerne var vores faste holdepunkt, som vi kunne spørge om alt.
Jeg husker specielt, at en af vores forelæsere sagde: “Se til højre og se til venstre, om et år, er der kun én studerende tilbage.”
Siden dengang er vi heldigvis blevet lidt mere menneskelige på universitet.
Hvilke råd vil du give til nye studerende?
“Studietiden er for mange unge mennesker et stort højdepunkt i livet, og jeg vil opfordre de studerende til at være ambitiøse. Det er en stor investering i fremtiden, at man tager studiet seriøst og fordyber sig. Selvfølgelig skal der også være plads til det sociale, og der er rig mulighed for at være social på studiet sammen med de andre studerende. Vi har en rigtig god campus, og Aarhus er en ung by, så det er en sjov tid, som i går i møde.
Du er lige tiltrådt som rektor for Aarhus Universitet. Hvad er din første store opgave?
“Den store opgave er, at implementere den forandringproces, som Aarhus Universitet har gennemgået i de seneste år. Aarhus Universitet består af medarbejdere og studerende, og det er vigtigt, at også medarbejderne synes det er et sjovt sted at være. Værdierne som frihed, kreativitet og uafhængighed sidder i murerne, og det skal vi huske at have med, når vi laver forandringer.
Brian Bech Nielsen
55 år
født og opvokset i Holstebro
Uddannet Cand.Scient fra Aarhus Universitet i 1983
Tidlige Dekan på Science and Technology på Aarhus Universitet