Fortsæt til indhold

UpStairs er ved at komme ovenpå igen

Samfund
Erling Baastrup

Da Lina Damgaard 1. maj overtog forpagtningen af restauranten i InSide i Hammel, var der meget, der skulle løbes i gang. Det nye navn UpStairs skulle lige gøres kendt.

Her efter ferien tegner der sig positive spor. Booking af selskabslokalerne er godt i gang for de næste tre måneder. Tre konfirmationer er også allerede med i bogen. Selve restauranten er ikke kommet ordentlig i gang endnu. Det er derimod sandwichbaren med mange brødvarianter. Den klarer også salatbar, isbar, smørrebrød og f.eks. stjerneskud.
Fra 1. september er UpStairs klar med dagens ret.

Leverer til middag

Og så noget nyt, som har været efterspurgt:
”Mange af de handlende med lille personale vil gerne have maden bragt. Det kan nu lade sig gøre i Hammel By. Man kan få alt fra kortet, og hvis man bestiller før kl. 10.30, så har man maden leveret senest kl. 13,” fortæller Lina.

Hun servicerer også i forbindelse med de mange møder, som bl.a. kommunen har i InSide, og ved nogle af de kommunale arrangementer i Store Sal vil der blive mulighed for buffet inden starten. Og netop buffet har Lina f.eks. klaret ved Lilleåmarkedet fredag aften. Endda til 475 deltagere. Hun bestod.

Lina Damgaard er ved at få gang i forretningen igen.