Vejen til Højvangen fra Bhutan var lang

For over tyve år siden boede Shabilal Panday i Bhutan med sin kone. I dag bor familien i Højvangen i Skanderborg. Takket være Lokalavisens samarbejde med beboerbladet “Opgangen” kan vi her bringe historien om familiens lange vej til boligkvarteret i den østlige del af Skanderborg. Shabilal og hustruen er begge efterkommere af nepalesiske forfædre og blev udvist af Bhutan på grund af en etnisk konflikten mellem Nepal og Bhutan. Det førte til et liv i en nepalesisk flygtningelejr de næste tyve år, hvor de også fik deres første barn Shrijeean.

Dansk

“Livet i flygtningelejren var ikke ringe. Jeg havde det godt med mine venner, og vores helbred var også godt,” fortæller Shrijeean
“I sidste ende måtte vi komme videre i livet, og uddannelses- og jobmulighederne i flygtningelejren var ikke så gode. Det var en god mulighed for os at komme til Danmark, siger Shabilal Panday.
“Vi lærer dansk gennem vores børn, og jeg går selv på sprogskole men det er svært,” griner Shabilal, da han fortæller om at skulle lære et helt nyt sprog.
“Jeg havde det også svært i starten med sproget, men jeg kan mærke, at det har hjulpet, efter jeg har været på efterskole. Det har virkelig været et godt år, hvor jeg udover at blive bedre til dansk også har lært at være væk hjemmefra,” fortæller Shrijeean. Hun gik nemlig på Frijsenborg Efterskole i Hammel sidste år.
Den yngste søn Suman er to år, og han kommer til at vokse op med det danske sprog og den danske kultur ved siden af den nepalesiske.

Isoleret fra omverdenen

Det var hårdt for familien Panday at flytte fra flygtningelejren i Nepal til et helt nyt land, der ligger over 6000 kilometer væk. Men den velkomst, de fik i Alken, rørte dem, og til tider savner de den lille landsby.
“De hjalp med alt fra kørsel til de mere økonomiske ting som at betale regninger eller læse breve. Vi følte os hjemme i Alken, og det var hårdt at flytte derfra – faktisk hårdere end at flytte fra Nepal til Alken. Vi har nu boet i Højvangen i 1½ år, og vi føler os isoleret fra omverdenen. Vi kender ikke vores naboer, og de kender ikke os. Sproget er stadig svært for os, og det kan være svært at komme ud og lære folk at kende”.