Vi skal udvikle turismen
Turismen har brug for større politisk opmærksomhed. Derfor vil vi i den socialdemokratiske byrådsgruppe tage initiativ til en debat om og efterfølgende formulering af fremtidens turismepolitik.
I sommerferien kunne man i den lokale presse læse om ikke særlig indbydende forhold ved badeanstalten i Skanderborg. Det er selvfølgelig ærgerligt, når gæster kommer og finder lokaliteterne ikke rengjorte.
Skal vi satse på turisme skal de basale forhold, hvor gæsterne kommer, være i fin stand. Jeg tænker her på folk, som gæster vores mange spændende historiske og naturmæssige steder.
Skanderborg er for alvor kommet på landkortet – ja måske Europakortet – ved de store fund, som er gjort i Alken Enge. Her er tale om en krigerofferplads af stort omfang, som givet vil være interessant for mange.
Der er allerede gennemført mange ”grønne partnerskaber” i kommunen, som muliggør, at man som turist kan bevæge sig til fods eller på cykel og derved komme forbi de spændende naturmæssige – og historiske steder. Den moderne teknologi har muliggjort, at man ved hjælp af aps på mobiltelefonen kan få fortalt historien om det sted, man besøger.
Der kan være endnu en opgave i at sikre, at stisystemerne bliver sammenhængende, så man f.eks. kan gå eller cykle hele vejen fra eksempelvis Skanderborg til Silkeborg. Ad sø og å systemet er det allerede muligt at tilbagelægge denne strækning. Men uanset hvordan man kommer frem, vil der være behov for overnatningsmuligheder, som skal være indbydende, så man får lyst til at komme igen.
Det kunne også styrke turismen i vores område, hvis der blev satset på yderligere samarbejde med nabokommunerne.
For at fremme turismen i vores kommune vil det være et vigtigt skridt på vejen, at der bliver formuleret den oven for nævnte turismepolitik.