Fortsæt til indhold

Arbejdspladser i Skanderborg Kommune

Samfund
Af Finn Sander Jensen, Smedevænget 72, Skovby. Byrådskandidat for socialdemokraterne

Industriarbejdspladsen hører ikke hjemme på et museum. Der skal forsat produceres i Skanderborg Kommune, men arbejdspladserne kommer til at se anderledes ud i fremtiden.
Vi skal sikre nye arbejdspladser og gode erhvervsmuligheder i Skanderborg Kommune. Vi kan ikke undgå, at der vil forsvinde arbejdspladser, men vi skal hele tiden have fokus på at skabe nye jobs. Det går godt i øjeblikket med jobskabelse og erhvervsudvikling, men det er ingen garanti for at det vil fortsætte sådan. Vi skal have øget fokus på ny teknologi, uddannelse og hjemtagelse af arbejdspladsser fra udlandet. Vi skal forsøge at skue ind i fremtiden, så Skanderborg forsat kan være et attraktivt produktionsområde.
Det kan være svært at sammenligne Skanderborg Kommune med Detroit. Vi har en god økonomi i modsætning til Detroits gæld på mere end 100 mia. kr. I Detroit fik man ikke i rette tid skuet ind i fremtiden; i alt fald gjorde man ikke nok for at sikre nye arbejdspladser til byen. Den amerikanske bilindustri lå i Detroit og var i mange år en temperaturmåler for, hvordan det gik med konjunkturerne i USA. Efter man havde opfundet dollargrinet, skete der stort set intet i amerikansk bilindustri, hvorefter man tabte terræn til dygtigere og mere fremtidsorienteret bilproducenter i Tyskland og Japan.
Vi skal glæde os over, at det går godt i erhvervslivet og med jobskabelse i Skanderborg, men vi skal have respekt for udviklingen og fremtiden. Vi skal væk fra den danske talemåde ” Det er svært at spå - især om fremtiden”. Vi skal ikke til at se i kaffegrums, men sagligt turde vurdere, hvordan fremtiden vil se ud om fx 10 år. Det skal ikke være en ny tv-quiz eller gættekonkurrence, men en grundig analyse af udviklingstendenserne i verden.
Vi skal skabe nye arbejdspladser i Skanderborg Kommunen og derfor have større fokus på uddannelse og efteruddannelse. Det er ikke en naturlov, at arbejdspladser flytter udenlands; vi skal hjemtage arbejdspladser og udnytte uddannelse og ny teknologi.
Fremtiden vil helt sikkert komme til at se anderledes ud. Hvis vi overvejer hvordan fremtiden kommer til at se ud, bliver vi ikke overrasket af udviklingen, når den kommer med alt det nye. Kommunerne har en meget vigtig opgave i at føre en erhvervspolitik, som vil være med til at sikre optimale vilkår for udvikling af erhvervslivet.