Mekanikerens viden er i top
Bjarne Vestergård deltog i DM for mekanikere
Mekaniker Bjarne Vestergård fra Hyundai-forhandleren Junges Automobiler ApS i Hinnerup deltog sidste fredag i finalen om blive Danmarks bedste Hyundai-mekaniker.
Det blev til en flot tredjeplads og bronzemedalje efter en lang dag hos Hyundai-importøren i Kolding, hvor programmet bød på teoretiske og praktiske prøver fra klokken 8 om morgenen til 19.15.
Bjarne Vestergård havde nået finalen i skarp konkurrence med 60 mekanikere fra alle landets Hyundai-forhandlere.
Rejse til Korea i sigte
Hovedpræmien ved konkurrencen var en tur til Hyundais hovedkvarter i Korea, hvor Hyundai World Skill Olympic bliver afholdt.
Vi mødte Bjarne Vestergård på værkstedet på Samsøvej i Hinnerup dagen inden, DM i Kolding fandt sted:
“Det er en rigtig svær konkurrence dernede.”
“Der sker hele tiden noget nyt med teknikken i bilerne. Derfor er det ikke længere nok blot at have erfaring. Du skal også opdatere dig på viden konstant,” siger Bjarne Vestergård.
Han har været hos Junges Automobiler i syv år.
“I dag er bilerne fyldt op med elektroniske bokse, små computere, der skal snakke sammen. Når vi så er til prøve, bliver der lavet fejl på systemet, hvorefter det gælder om at finde den gren, man skal ud af,” siger Bjarne Vestergård, der ikke lægger skjul på sin store interesse for netop dette fag.
“Du skal lære noget hele tiden for at være med,” siger han.
Koreanske dommere
Det blev ikke til en flybillet til Hyundais hjemland Korea for Bjarne Vestergård.
Det tætteste han kom på koreanerne var de dommere, som var fløjet ind til Kolding for at bedømme finalefeltet.
DM for Hyundai-mekanikere blev vundet af en mekaniker fra Hyundai-forhandleren Verner Mortensen Automobiler i Silkeborg.