Henriette har leveret “Mad til døren” i 10 år
I Grundfør ligger firmaet ”Mad til døren”. Det var pioner på sit område og runder nu 10 år.
Konceptet kom næsten af sig selv: ”Da jeg var godt ovre barsler tænkte jeg, at jeg gerne ville arbejde hjemmefra, og samtidig ville vi gerne have mere tid til familien. Vi tænkte, at sådan har andre det nok også, og så kom idéen,” fortæller indehaver Henriette Skovbakke.
Og så vidt hun ved, var hun den første med konceptet.
Seniorerne ved rattet
Med en enkelt håbløs kassevogn gik hun i gang. Hun havde fra starten en håndfuld kunder. Nu er det en forretningshemmelighed, hvor mange der er.
Hun klarede selv det hele. Købte ind, pakkede en ugekasse og kørte den til døren. Og sådan er det egentlig stadigvæk bortset fra, at hun nu har ni chauffører i senior-alderen og seks skoleelever til at vaske kasser.
Flere tons transporteres ud fra Grundfør om ugen.
Mandag er fire biler på vejene syd for Århus. Odder, Horsens og Vejle er eksempler. Tirsdag fire biler til Århus og omegn. Endelig onsdag får f.eks. Randers og Galten besøg.
Antal kunder stiger støt efter mund-til-mund-metoden.
”Mit problem bliver snart, at jeg har for lidt plads. Men hvor skal jeg bygge ud,” lyder det spørgende fra Henriette.
Med opskrifter
Kunderne bestiller en kasse med mad til fire dage. Den modtages så ved døren en af ugens tre første dage. I den er de fleste af de varer, der skal bruges til opskrifterne, som følger med. Nogle af varerne kommer som frost. Man skal dog selv købe f.eks. mælk ind. Det kan man få en sms om i løbet af søndag.
Hvad, der er i kassen, bestemmer Henriette. Hun lader sig inspirere af opskrifter på nettet. Og en hyldemeter kogebøger. Tænker på sæsonvarerne, og laver kun opskrifter på retter, hun selv kan lide. Derfor er der aldrig oliven med i kassen. Men gerne broccoli.
Lokale indkøb
En ret kommer sjældent mere end to gange på et år. Og er så normalt varieret i de to udgaver.
Råvarerne i kasserne købes stort set lokalt. Gårdbiksen i Grundfør, bageren og SuperBrugsen i Hinnerup er hovedleverandørerne.
Ændring i spisevaner?
”Nu er der mere vægt på fisk, grønsager og på grovere produkter,” fortæller Henriette.