Bering Valgmenighed skal have ny præst
Søndag 16. juni tog Bering Valgmenighed afsked med præsten gennem de seneste syv år, Tine Frisenette. Valgmenighedsbestyrelsen har brugt sommeren på at finde en ny præst, til at tage over efter Tine. På valgmenighedens ekstraordinære generalforsamling den 4. juli blev cand.theol. Margrethe Barfoed enstemmigt valgt som ny valgmenighedspræst i Bering.
Margrethe er landmandsdatter fra Vendsyssel og stiftede kendskab til det grundtvigske livssyn i omgangen med kammeraterne. Hun er student fra Hjørring Gymnasium og arbejdede i en periode som timelærer på en nu nedlagt privatskole i Århus, før hun i 1977 begyndte at læse enkeltfag på det daværende Kristendomskundskab på Århus Universitet. Deltog i stiftelsen af Mødrehjælpen i 1983 og blev formand for Mødrehjælpens støttegruppe.
I foråret 1992 modtog Margrethe et fire måneders stipendium til Det Danske Akademi i Rom.
Margrethe Barfoed har tidligere været sognepræst i Hammel-Voldby pastorat, hvor hun oprettede en højskoleforening, der fortsat trives og har det godt.
Søndag 8. september klokken 10, bliver Margrethe indsat i forbindelse med søndagshøjmessen af provst Knud-Erik Bager Jensen. Efter indsættelsen vil der være et mindre traktement i Bering Forsamlingshus.