Selvfølgelig har en snog personlighed
Trine “Dyrepasser” Hansen har gjort sin brændende interesse for dyrs adfærd til sin levevej
"Jeg bliver da sommetider mødt med skepsis, når jeg fortæller folk, at Frida er en nysgerrig type, men det ved jeg, at hun er. Alle dyr har en personlighed, og det gælder selvfølgelig også min Sinaloa-snog," konstaterer Trine Hansen.
I dagens anledning har det nysgerrige kæledyr fået lov til at komme en tur med ud i haven i Trine Hansens hjem i Gl. Rye. Den røde snog er en af de tusindvis af dyrearter, som Trine "Dyrepasser" Hansen har beskæftiget sig med i sit 40-årige liv.
"Det, som jeg elsker ved dyr er, at de er dig hengivne og evigt tro. Omvendt mærker du også lynhurtigt konsekvensen, hvis du ikke behandler dem ordentligt, og derfor forsøger jeg at forstå deres adfærd," siger hun.
Trine Hansen ved så meget om dyrs adfærd, at hun har papir på det.
Global uddannelse
I 1994 kastede hun sig ud i en uddannelse som dyrepasser, velvidende at hendes jobmuligheder i Danmark er begrænsede.
De fleste dyrepassere arbejder i større zoologiske haver, og dem er der ikke så mange af landet.
"Det var det, som jeg allerhelst ville, så jeg valgte at forfølge min drøm, og det har jeg ikke fortrudt," siger Trine Hansen.
I dag lever hun blandt andet af at passe folks kæledyr, at holde foredrag om dyrs adfærd og at rådgive folk om kæledyr, før de anskaffer sig et.
"Dyrs adfærd og samspillet mellem dyr og mennesker er så interessant. Se nu bare Frida. Jeg kender hende efterhånden ud og ind. Hver aften begynder hun at gå op langs glasset i buret og prikke på glaslåget. Det er fordi, at hun vil ud og se sig omkring. Hun er jo en nysgerrig sjæl," siger Trine Hansen.
Selvom omgivelserne i Gl. Rye er knapt så eksotiske, som nogle af de fjerne egne af verden, hvor Trine Hansen har studeret dyreadfærd, trives både hun og snogen med dem.
Trine Hansen har i forbindelse med sin uddannelse og sit arbejde både arbejdet som dyrepasser i zoologiske haver i Aalborg, England og Irland, studeret asiatiske abeunger fra den malaysiske jungle og set ulves adfærd efter i sømmene i Skandinavisk Dyrepart. Hun har også været i mesterlære i Danmarks Akvarium, som i dag hedder Den Blå Planet.
Den ultimative test
Den ultimative udfordring gav hun sig selv, da hun under sin studietid gik i lære i Kræftens Bekæmpelses forsøgslaboratorier.
"Jeg har altid elsket dyr og været meget optaget af dyrevelfærd, så jeg var spændt på at se, om jeg ville kunne holde det ud. Jeg fik heldigvis ikke bekræftet alle mine fordomme, for musene og rotterne blev efter omstændighederne behandlet godt, og de gik ikke en lang og pinefuld død i møde, som jeg havde troet," siger Trine Hansen.
Laboratoriet er nu skiftet ud med en mobil arbejdsplads. Trine Hansens dyrepasserbiks rykker ud i folks hjem og passer kæledyr, når familien er ude at rejse, og folk har taget godt imod alternativet til en dyrepension.
"Jeg synes, at det er bedst, at dyrene bliver passet i vante og trygge omgivelser, og så er der jo også grænser for, hvor mange dyr, jeg kan have boende i min egen lejlighed," siger Trine Hansen. Hun har siden hun gik i gang med uddannelsen til dyrepasser været bevidst om, at det er vigtigt at tænke ud af boksen, hvis man skal kunne leve af at være dyrepasser i Danmark.
"Jeg finder hele tiden på nye ting for at hjælpe mine kunder, dyreejerne, på den bedste måde. I øjeblikket er jeg i gang med at oprette sociale hundegrupper. Holdene bliver tilpasset efter hundenes temperament, så der ikke er nogen som kommer til skade. Det er for at imødekomme den udfordring, som mange hunde ejere står overfor, nemlig at hundene ikke får alle deres sociale behov dækket. Samtidig vil de små hold også kunne hjælpe hinanden med at danne netværk til at få hinandens hunde passet, når behovet melder sig i forbindelse med ferier og weekender," forklarer Trine Hansen. Læs mere på www.trinedyrepasser.dk