Fortsæt til indhold

For alvorligt til mudderkastning

Samfund
Af Claus Bloch (V), byrådsmedlem, Låsby

Kære Jørgen Gaarde. Tak for dine tilbagemeldinger. Det glæder mig, at du også til dels kan se nogle af problematikkerne, omkring mødetiderne for de folkevalgte, der har vidt forskellige baggrunde. Jeg erkender også, at du personligt i flere tilfælde, har prøvet at tilgodese så mange som muligt, hvad angår mødetiderne. Det er også korrekt, at der er byrådsmedlemmer, der gerne så alle møderne afholdt inden for den normale arbejdstid, således de har fri i deres fritid, men det udelukker langt de fleste lønmodtager fra det private erhvervsliv. Borgerligt ombud eller ej. Her er det de faglige kvalifikationer, der tæller.
De fleste er ansat i fuldtidsjob, hvor arbejdsgiveren berettiget forventer, at medarbejderen er der i arbejdstiden. Ved ens fravær skal opgaverne jo løses. Så bliver det ens kollegaer, der skal tage over, foruden de skal passe deres eget job. En uholdbar situation. Derfor er det at være byrådsmedlem og ansat i det private, kun en fritidsbeskæftigelse. En kendsgerning, som samtlige indenrigsministre i minimum de sidste 12 år har påpeget. Det skal være lysten og ikke økonomien, der driver det politiske i den kommunale verden ifølge ministrene. Som du selv nævner, får vi menige byrådsmedlemmer et beskedent vederlag. Dette dækker langt fra det løntab, der måtte opstå.
Min reaktion skyldes ikke alene mødetiderne i Fælled-projektets bedømmelsesudvalg, som burde være uden for normal arbejdstid. Det var kun den berømte dråbe. Der har været en klar tendens, samt ønsker i hele denne byrådsperiode til dagmøder. Især fra dine medlemmer af flertalsgruppen. Ønsket om dagmøder fremkom allerede under konstitueringen i Miljø & Planudvalget i 2010.
For mig er dette emne for alvorligt til betegnelsen mudderkastning. Det drejer sig grundlægende om folkestyret og den lige adgang for alle til Skanderborg Kommune.