Sælunge aflivet i Vejle Havn
En sælunge i Vejle Havn var viklet ind i fiskesnøre og blev skudt med haglgevær
En sælunge, der svømmede med én luffe.
Det var, hvad Kirsten Junker fra Naturstyrelsen så klokken halv fem lørdag eftermiddag, helt inde i kanalen i Vejle Havn.
Sælungen kæmpede sig i land for at hvile sig. Det viste sig, at både den højre forluffe og begge bagluffer var viklet ind i fiskesnøre - med kroge.
Naturstyrelsen rykkede straks ud for at vurdere, hvad der kunne gøres. Efter samråd med Søfarts- og Fiskerimuseet i Esbjerg besluttede de at sælungen måtte aflives.
"Selv hvis det skulle lykkes at skære fiskesnøren over, ville vi ikke kunne fjerne krogene fra lufferne. Der er stor risiko for, at dyret ville lide efterfølgende," siger naturvejleder Helle Thuesen, Naturstyrelsen.
Desuden er det vanskeligt at nærme sig en sæl. Den er presset og vil forsvare sig med de skarpe tænder, ifølge naturvejlederen.
Skudt med haglgevær
Peter Croix fra Naturstyrelsen aflivede sælungen med et skud fra et haglgevær. Den døde straks og nåede ikke at registrere, hvad der skete.
"Det er aldrig rart at aflive et dyr på den måde. Specielt ikke når det skyldes menneskeskabt affald," siger Helle Thuesen. Den fiskesnøre, sælungen var viklet ind i, var et sildeforfang med fem kroge. Mindst to af krogene sad fast i dens luffer.
Den aflivede sælunge var en spættet sæl. Det er den mest almindelige sælart i Danmark. I 2009 blev den danske bestand optalt til cirka 14.000 individer.