Tilbyd alle landmænd et økologitjek
Maria Temponeras (EL) vil kæmpe for mere økologi og medindflydelse i kommunen
Hvorfor stiller du op?
Det begyndte med tanken om, at ved at gøre nogle ting lokalt kan man ændre verden, og jeg vil gerne lave det hele om. Jeg har indtil nu heller ikke følt mig repræsenteret i byrådet, og jeg har derfor ikke haft nogen at slutte op om, og så blev det sådan.
Hvad er dine tre vigtigste mærkesager?
Bæredygtighed og lokalitet går jeg mest op i. Her kommer det lokale ind i billedet med tanker om lokalisering og en fremtid, hvor der er ægte bæredygtighed. Vi skal gøre mange flere ting lokalt såsom at dyrke fødevarer. På den måde kan vi bedre mærke konsekvenserne af vores valg. Kommunens institutioner skal købe lokalt fremstillede varer fordi, ved at understøtte lokalt fremstillede varer bringer vi liv til kommunen, og vi skåner det klimaet.
Vi skal beskytte naturen mere og dyrke vores jord uden at ødelægge den. Vi kan tilbyde alle landmænd et frivilligt økologitjek. Se på hvordan de kan omlægge traditionel produktion til økologisk. Vi er jo heldige at bo her, hvor naturen er skøn og landbrugsjorden god.
Der skal være plads til alle med endnu mere fokus på minoriteter, både handicappede, indvandrere og kvinder. Jeg kunne godt tænke mig, at Skanderborg gik forrest i kæmpen mod stereotyper og kønsroller, så vores kønsroller ikke bliver ved at være så stramme.
Hvordan vil du gøre en forskel i byrådet?
Min grundholdning er, at man skal tage magten for at give den tilbage til folket med en meget større grad af selvorganisering. Vi skal inddrage borgergrupper og lægge så meget som muligt ud til dem, det vedrører. Jeg ved jo ikke, hvad der er bedst for alle. Det ved de bedst selv. Flest muligt skal have indflydelse på deres eget liv.
Hvad er din baggrund for at gå ind i lokalpolitik?
Jeg er opdraget til at være engageret i verden omkring mig. Hvis jeg vil forandre noget, så må jeg selv gøre en indsats.
Hvem er dit politiske forbillede?
Jeg har aldrig tænkt, at der var nogen. For mig er politik ikke personfikseret, det handler om idéer og tanker. Vi sætter ikke plakater op med vores ansigter på, for vi er repræsentanter for partiet. Jeg stiller op, fordi det er min rolle, men alle de andre, også dem i baglandet, er jo lige så vigtige.