Fortsæt til indhold

Skolepiger redder 100 år gammelt træ

Et over 100 gammelt træ bag Balle Friskoles bygninger skulle fældes. Men Emma tænkte nej, vel skal det ej. Og sammen med klassekammaraten Marie startede de en underskriftsindsamling. Og den bar frugt

Samfund
Jørgen Flindt

Åh, hvis gamle træer kunne tale. De gamle knarke må have oplevet lidt af hvert, alt mens de er vokset sig store og stærke.
Sådan et træ fyldt med historier findes i skolegården hos Balle Friskole. Her står et træ, der er over 100 år gammelt, men det var lige før, at det gamle, store træ ikke længere skulle fortælle dens stumme historier. Den skulle fældes, blandt andet fordi den fylder meget på en plads, der skrumper mere og mere på grund af, at skolen udvides. Og måske var træet gået ud. Det var svært at se, for underskriftsindsamlingen fandt sted i de kolde forårsuger.
Men i sjette klasse går en pige ved navn Emma Rosenkilde Holck, og hun tænkte, nej dælme nej. Hun vil beholde det gamle træ.
"Jeg snakkede med min mor og hun var enige i, at træet betyder meget for skolen. Vi er en del søskende, som har gået eller går på Balle Friskole, og træet har altid været en del af tiden i skolen. Og træet, som står lige ude foran vores klassevinduer, viser os på smukkeste vis årstiden," siger hun.
Men et er at tænke. Noget andet er at handle. Men handle gjorde hun. Fik fat i klassekammarateren Marie Thiet Honoré Christiansen, som sidder i elevrådet. Og sammen gik de i gang med at indsamle underskrifter.
"Emma spurgte om jeg vil hjælpe, og det ville jeg gerne," siger hun.
De formulerede underskriftsindsamlingen og gik rundt til samtlige klasser.
"I starten var det da mærkeligt at komme ind i de andre klasser og fortælle om, hvad vi havde gang i. Men alle tog det meget positivt, og det er rigtigt dejligt," siger pigerne.
Dejligt var det også at kunne aflevere underskrifter fra stort set alle elever i skolen. Det var forstander Dorthe Fredsted, der tog i mod de 165 underskrifter.
"Jeg vidste ikke, at de lavede indsamlingen, men hvor er det da dejligt, at de tog initiativ. Det er så flot," siger forstanderen.
Og underskiftsindsamlingen gjorde indtryk. Træet har fået lov til leve, og er blevet døbt Livstræet. Der var et enkelt hængeparti undervejs, for hvis træet var gået ud, som der var tegn på, så skulle det fældes uanset hvad.
"Men den sprang ud. Måske er der en enkelt gren, der er død, men i år er den i hvert fald sprunget ud. Du kan tro, at børnene under morgenssamlingen har holdt øje med, om den sprang ud, og glæden var stor, da det skete," smiler Dorthe Fredsted.
Åh jo, midt i Balle finder man et vaskeægte livstræ.

Livstræet fik et Fredningsbånd på sig, alt mens pigerne samlede underskrifter. Båndet er taget af nu. Foto: Dorthe Fredsted