Lej en køkkenhave er kæmpe succes
15 haver 15 udlejninger. Det er status efter to måneder med ’Lej en køkkenhave’
I Hørret ved Mårslet har ægteparret Lasse og Signe Beck Meinicke fået en anderledes idé, der indtil videre har været en stor succes.
Parret har lejet 2000 kvadratmeter jord ud til køkkenhaver.
Her kan folk leje et stykke jord på omkring 120 kvadratmeter og på den måde have sin egen lille have, som man kan gøre med, hvad man vil. Det eneste krav er, at det skal dyrkes økologisk.
“Vi har gjort det, for at jorden kan bruges til noget, så den ikke bare skulle pløjes op til marker. Vi synes, at den skulle bruges til et eller andet hyggeligt,” siger Lasse og fortsætter:
“Vi har selv boet i Mejlgade i centrum og havde en kolonihave, så med det som inspiration og 'landshare', hvor man deler noget jord, har vi lavet det her.”
Revet væk
Parret startede 'Lej en køkkenhave' i april, og på bare to måneder er de 15 køkkenhaver lejet ud.
Den store efterspørgsel gør, at parret nu overvejer at lave 25 køkkenhaver mere til næste år.
“Vi har opdaget, at vi har ramt ned i et tomrum, og samtidig er der en trend i tiden, hvor der er stor fokus på økologi, og hvor maden kommer fra,” siger Lasse Beck Meinicke.
Det er ikke meningen, at parret skal blive rige af det, men den store succes kan være med til lidt ekstra forkælelse til familien.
Væk fra midtbyen
Lejerne kommer fra flere forskellige steder i Aarhus-området.
Én af dem er Karen Toft, der bor i Sjællandsgade og er pensionist.
“Jeg kan godt lide at komme i haven. Det giver mig ro, og samtidig er jeg fokuseret på, at maden har indflydelse på vores krop, så det er kun et plus, at det er økologisk. Jeg kan gøre, hvad jeg vil i køkkenhaven, og jeg glæder mig, til jeg kan begynde at tage mine økologiske grøntsager med til familie og venner, når jeg skal på besøg hos dem,” siger Karen Toft, der vil have et bord og stole ud i køkkenhaven, så hun kan sidde og læse og nyde sin egen køkkenhave med flot udsigt over markerne.