Finn fører fremtidens miljøbil i Favrskov
Den nye genbrugsordning blev set efter, da avisen tog en tur ud med vognen
“Det er da ikke et problem. Nu har du jo lært det til næste gang!”
Ordene kommer fra chauffør Finn Andersen, HCS Renovation i Trige. Han har lige hevet et bundt aviser - bundet ind i plastik - op af genbrugsbeholderen, som kun må indeholde rene aviser, papir og småt pap – ikke bølgepap. En beboer kigger ud af vinduet og får en lille snak med Finn Andersen. Det glæder sidstnævnte:
”Da vi startede ordningen for et par måneder siden, var der en fejlprocent på 80. Nu er den nede på 20.”
Se TV: Miljøbilen på arbejde
Tokammer vogn
Omkring 1. juni fik alle husstande en ekstra affaldsbeholder fra Favrskov Forsyning. Ved siden af husholdningsaffaldet skal borgerne nu sortere i genbrugsbeholderen: Rengjort glas, metal og hårdt plast i den ene side, aviser, småt pap og papir i den anden.
Men hvad så. Ender det hele i sidste ende i en stor bunke, spurgte vi os selv. En Århus-historie kom i tankerne, så vi hoppede bogstaveligt talt op på skraldebilen, som den ikke hedder mere.
”Det er Fremtidens Miljøbil. Den har to kamre,” siger Finn Andersen stolt, mens han parkerer genbrugsbeholderen ved en ejendom.
Håndsorteret
Inden da har han tjekket indholdet. For det skal kun sorteres en gang, mener han.
”Se lige her. En æske til flødeboller med plastiklåg. Der er ovenikøbet to flødeboller i. De hører jo ikke hjemme i min vogn,” siger han og sætter æsken ved siden af.
Samtidig tager han en lille seddel op og krydser af, så borgeren kan se, hvad der er galt.
”Og så lærer de det til næste gang.”
Et par timer senere svinger han sit store køretøj ind på HCS genbrugscentralen i Trige.
Flasker, metal og den hårde plast bliver læsset af først. Og så kommer aviserne i en anden bunke.
”Og det er håndsorteret,” siger han til folkene på centralen.