Hængekøjer og parkourbaner i skolegården
Elever vil have hyggekroge og masser af aktivitet tænkt ind i det udendørs klasserværelse
“Når man sidder på sin flade og bare skal høre efter, så bliver man ret hurtigt træt og ukoncentreret.”
Klassekammeraterne William Heilbuth og Abdul Mohamed fra 7.g på Jellebakkeskolen vil hellere ud i det fri end sidde indendøre og hænge på en stol i timerne.
Og det er de langt fra ene om. Derfor drømmer skolen om at omdanne de småtriste udearealer til spændende og inspirerende læringsmiljøer.
Drømmen har længe stået på standby, for hele projektet, der har fået navnet Time Out, vil koste mellem 12 og 15 mio. kr. at gennemføre.
Men nu er skolen lovet penge fra salget af det tidligere fritidshjem og har samtidig søgt midler gennem kampagnen 'Drøn på Skolegården, og det giver mulighed for at søsætte endnu en etape af projekt et.
Eleverne skal inddrages
Derfor har skolen op til påskeferien opfordret eleverne til at komme med deres bud på, hvad der skal til, for at skabe læringsrum under åben himmel, som de ville synes var sjove og attraktive at opholde sig i.
“Vi vil høre, hvilke tanker eleverne gør sig om udearealerne, så vi får deres input med i processen. Derfor har vi arrangeret workshops, hvor eleverne får mulighed for at fortælle, hvad der set med deres øjne skal til af aktiviteter og faciliteter, for at skabe gode uderum til leg og læring,” siger skoleleder Torben Antonsen.
Abdul og William tog i mod tilbuddet, og har sammen med andre elever besøgt steder i Aarhus, hvor der netop er lagt stor vægt på at skabe anderledes og stimulerende uderum.
Indbyder til at blive brugt
Eleverne var blandt andet på Skt.Annagade, Godsbanen og Skåde Skole.
“Vi oplevede nogle ret fantastiske steder med skaterpark, legeplads med dyr, et tag man kunne gå på, parkour-baner og anderledes legepladser - steder, der virkelig indbyder til at blive brugt,” fortæller de to drenge.
Ud fra de mange indtryk har eleverne lavet modeller af, hvordan udearealerne på Jellebakkeskolen kan blive lige så indbydende steder.
“Vi vil rigtig gerne have en skaterbane, parkour-bane og multibaner rundt omkring skolen, så man har mulighed for at få rørt sig. der skal også være legepladser, men ikke den gammeldags slags. Og så skal der være flere overdækkede steder med hyggelige kroge, hvor man kan sidde sammen og snakke og arbejde. Der må også meget gerne være hængekøjer, man kan sidde og læse i,” mener Abdul og William.