Fortsæt til indhold

Multimange muligheder på multibane

Idrætsforeningen i Kolt Hasselager har netop indviet en ny multibane ved idrætsanlægget

Samfund
Camilla Olesen

Fodboldfitness, motion, fodboldtræning, fantasi. Mulighederne er mange på den spritnye multibane, som idrætsforeningen i Kolt Hasselager, KHIF, netop har indviet.
Banen er kommet til efter intenst arbejde gennem det seneste år, og det er klubbens forhåbning, at alle både medlemmer og lokalbefolkningen vil bruge banen, fortæller formand for sponsorudvalget i KHIF og tovholder på projektet, Tom Samsøe Hansen.

Fodboldfitness på banen

“Idéen med banen er, at den skal supplere den daglige træning, og at alle i området kan få gavn af den. Også institutionerne og skolen i området,” siger han.
Klubben har været på jagt efter penge til banen og har fået 110.000 kroner af Aarhus Kommune, men det er langt fra nok.
DBU har også været på banen med 70.000 støttekroner, men det har krævet, at KHIF ville sætte gang i en aktivitet. Valget er faldet på fodboldfitness, som dermed bliver helt nyt i sydbyen.
Det kommer til at foregå med øvelser, og man har også mulighed for at spille fodbold uden at skulle deltage i kampe, hvis man går til fodboldfitness.
“Til at starte med har vi tænkt os at lave et familiehold, og er der potentiale til mere henad vejen, så opretter vi flere hold,” siger Tom Samsøe Hansen.

Mangler fortsat penge

Udover støtten fra DBU og Aarhus Kommune er der lokale virksomheder, der har haft pungen fremme. Blandt andet SuperBrugsen i Kolt og Vestjysk Bank, der hver har lagt en god portion penge.
Selv om de lokale virksomheder har støttet projektet, så mangler der stadig 40.000 kroner, for at banen er betalt.
“Vi skal i gang med at søge hos fonde og andre steder. Hvis vi ikke finder pengene, så betaler klubben selv resten,” siger Tom Samsøe Hansen.
KHIF's forhåbning er blandt andet, at banen kan være med til, at børn og unge vælger multibanen frem for computeren, og at der på længere sigt kommer flere medlemmer i klubben.
“Vi håber naturligvis, at rigtig mange vil bruge den,” siger Tom Samsøe Hansen.
Han fortæller, at klubben har tanker om at få lysanlæg på banen med tiden.