Gid du var i Skanderborg....
Hvordan vender vi den negative udvikling og får flere børnefamilier til at flytte til Skanderborg Kommune? Samtlige partier markerede under byrådsmødet i sidste uge deres bekymring over, at tilflytningen til Skanderborg, som var blandt landets højeste ved årtusindskiftet, nu er i frit fald. Og hvad vil politikerne så gøre ved det: Jo, de vil nedsætte et særligt udvalg bestående af politikere og borgere, som skal arbejde sammen om at lave en helt ny bosætningsstrategi. Fint nok, men som vælger og borger i Skanderborg kunne jeg allerede nu godt tænke mig nogle konkrete bud på, hvordan politikerne i byrådet vil gøre Skanderborg mere attraktiv at bo i fremover. Det kunne sagtens blive afgørende for, hvor jeg sætter mit kryds den 19. november.
Emnet har i denne uges avis både affødt et spændende debatindlæg fra en læser og et mindre spændende indlæg fra Venstres spidskandidat, Søren Erik Pedersen, som skynder på den socialdemokratiske borgmester uden at nævne et ord om, hvad Venstre selv vil gøre for at gøre kommunen mere attraktiv for tilflyttere og alle os, der allerede bor her.
Som repræsentant for én af de børnefamilier, som allerede bor i kommunen, så kunne jeg godt tænke mig at høre partiernes holdninger til følgende;
Kan vi få nogle flere spændende legepladser, gerne i byerne og gerne i gå afstand til en take-away kaffe?
Kan vi få et bymiljø i Skanderborg med mindre bilos, flere markedsdage og bedre plads til udeservering?
Kan vi få mere fleksible åbningstider i institutionerne?
Kan vi få hævet standarden på de fysiske rammer i min datters skole og SFO (Morten Børup Skolen)?
Jeg læste fornylig, at Skanderborg Kommune næst efter Aarhus Kommune er den dyreste kommune i Østjylland at købe hus i. Ifølge ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters beregninger, så skulle en familie i 2011 have en årlig husstandsindkomst på 678.937 kroner om året for at kunne købe et hus til gennemsnitsprisen 2.036.811 kroner i Skanderborg Kommune. I Horsens Kommune kunne familien nøjes med at tjene 519.850 kroner årligt for at finansiere et huskøb til gennemsnitsprisen 1.559.551 kroner. Desuden er både grundskylden og kommuneskatten i Skanderborg højere end i nabokommunerne. Og hvilken ekstra værdi får vi så for pengene ud over den smukke natur, den centrale beliggenhed og den gode adgang til motorvejen? Jeg håber, at I politikere vil komme med nogle konkrete bud på, hvordan I vil gøre kommunen mere attraktiv for de børnefamilier, der allerede bor her og for de nye familier, som I vil tiltrække.
Med venlig hilsen
Bettina Sønderskov,
Lokalredaktør, Lokalavisen Skanderborg , bs@lokalavisen.dk