Vest-skoler bryder skoleskemaet op
Møllevangskolen i Aarhus V og Skjoldhøjskolen i Tilst havde i sidste uge en alternativ uge - hvor skemaet og dagene ikke lignede sig selv
Hockeyturnering, dans, fælles morgenmad, film-lavning, bogstavjagt, musical, skolefest, avis-skrivning, fagdage og ture ud af huset. Det er blot et lille udpluk af sidste uges skema for eleverne på Møllevangskolen og Skjoldhøjskolen.
Begge skoler havde nemlig valgt at lave fleksuge netop i uge 12, og det vakte glæde hos eleverne.
“Det er meget bedre end en normal uge, fordi vi ikke bare hele tiden sidder i klassen og mister al vores energi,” lyder det fra Naia Dalby Frits fra 3. klasse på Møllevangskolen.
Det er Christian Kelter fra 6.z på Skjoldhøjskolen enig i.
“Det her er bedre, fordi man lærer nogle nye mennesker at kende,” siger han og hentyder til, at klasserne af og til er blandede.
Fælleskab og oplevelser
For begge skolers vedkommende var uge 12 den første af årets to fleksuger for hele skolen. Møllevangskolen holder desuden en tredje for de mindste klasser.
Møllevangskolens fleksuge havde denne gang ikke noget overordnet emne, mens Skjoldhøjskolens koncentrerede sig om kost, motion og sundhed
Men hvorfor overhovedet holde sådan en alternativ uge?
“Vi prøver at bryde skemaet og undervisningen op for at eleverne kan opleve noget andet og kan samarbejde på en anden måde. Vi vil desuden gerne have endnu mere fællesskab gennem nogle fælles oplevelser,” lyder det fra Helle Klejs, der er viceskoleleder på Møllevangskolen.