Drømmer om et drivhus til deling
To arkitekter fra Brabrand har fået en idé. De vil lave et fællesgartneri for borgerne i området
Gennem løbeture rundt i Brabrand og Årslev fik arkitekt Marie Kirstine Pilegaard en idé. De store tomme drivhuse, som hun mødte på sin vej, satte tankerne i gang hos hende - de må da kunne bruges til noget. Derfor har hun sammen med Mogens Dueholm, en anden arkitekt fra Brabrand, udarbejdet et forslag om et fællesgartneri i området.
“Jeg elsker store drivhuse, for der er så sindssygt mange ting, man kan udnytte dem til. Et fællesgartneri kunne være én mulighed. Ingen har køkkenhave længere, og et fællesgartneri vil kunne sætte fokus på, at det ikke behøver at være besværligt at lave sine egne fødevarer,” siger Marie Kirstine Pilegaard.
Forslaget om et fællesgartneri har de to arkitekter sendt ind til konkurrencen “Byg det op”, som giver almindelige danskere mulighed for at bygge deres by bedre, hvis de ender som vindere - og de er blandt de sidste otte udvalgte.
Byg det op er udviklet i samarbejde mellem DR og Dansk Arkitektur Center i partnerskab med en række andre aktører.
Gartneri til gavn for alle
Tanken bag fællesgartneriet er, at beboerne i området skal kunne leje et stykke jord, som de selv råder over.
“Nogle af de praktiske ting, såsom vanding, kan gå på skift, så det bliver nemt og overskueligt,” fortæller Marie Kirstine Pilegaard, som synes, det er synd, at de store drivhuse bare står og forfalder, når de lige så godt kunne udnyttes.
“Der ligger jo også børnehaver og skoler i nærheden, som kunne få glæde af det. De kunne tage derover og lære om madspild, kompost, spildevand, gødning og alt muligt andet,” fortæller hun.
I hård konkurrence
I alt 813 forskellige ansøgninger er blevet indsendt til “Byg det op”, så det har været en hård konkurrence overhovedet at komme blandt de sidste otte finalister.
De otte, som er udvalgt af en jury, skal skæres ned til fire vinderprojekter, som får op mod 1,6 millioner kroner til at realisere drømmen.
“Om ikke andet, så håber jeg med vores ansøgning at få sat fokus på idéen og på, at de her gamle drivhuse skal udnyttes,” siger Marie Kirstine Pilegaard, som vil forsøge at finde midler og opbakning til fællesgartneriet ad andre veje, hvis altså ikke “Byg det op”-konkurrencen går gartneriets vej.
At blive blandt de sidste otte finalister er dog det første store skridt mod sejren.
Danskerne kan stemme på deres favoritprojekt frem til 23. maj.
Du kan stemme her.