Fortsæt til indhold

Rensningsanlægget forvandles til et kraftværk

Fredericias central-renseanlæg vil udvikle energi nok til mindst 1.500 husstande

Samfund
Peter Friis Autzen

I gamle dage var et rensningsanlæg noget, man havde for slippe af med et miljøproblem. Et sted, hvor man sugede snavs og gift ud af spildevandet.
Men i fremtiden vil rensningsanlægget også være et sted, der suger energi ud af spildevandet. Energi, der kan bruges til opvarmning, belysning og drift af rensningsanlægget.
Dén udvikling sætter Fredericia Spildevand & Energi A/S turbo på i de kommende år.
“Vi har i nogle år arbejdet med at udvinde energi fra spildevandet. Men vi har flere, nye, store projekter på vej,” siger selskabets direktør, Søren Hjortsø Kristensen og sender blikket ud af sit kontors vindue.
Han har et godt overblik over Fredericias Centralrenseanlæg, der ligger ved Røde Banke. Overfor ham sidder anlæggets driftschef, Annemarie Gotfredsen.

Begejstret for projekt

Flere af de kommende, store energiprojekter er endnu mørklagt, og de to må ikke afsløre noget. Men det er tydeligt, at de har lyst til at fortælle om projekter, som begejstrer dem begge.
“Det er for tidligt at sige noget endnu. Men vi samarbejde med fire-fem virksomheder om forskellige systemer, der alle kan udvinde energi af spildevandet. Energi, der kan kan bruges på rensningsanlægget og forbedre vores CO2-regnskab. Men også energi, der kan bruges hjemme hos Hr. og Fru Fredericia. Og perspektiverne er store,” siger Søren Hjortsø Kristensen.
Ét af projekterne tør de to dog godt løfte lidt af sløret for.

Rensningsanlægget har adskillige muligheder for at udvinde energi. Nogle steder som varme, andre steder som gas eller elektricitet.. Her ses en foreløbig oversigt fra Fredericia Spildevand & Energi A/S.

Energi nok til hele Erritsø

“Vi samarbejder med Dong om et projekt, hvor elektrolyser i rensningsslammet kan levere elektricitet til brændselsceller. Idéen er blandt andet, at vi dermed kan styre - eller lagre - den strøm, der produceres. Og hvis det virker, kan metoden måske endda bruges decentralt - altså ude i byen og ikke kun her på rensningsanlægget,” forklarer Annemarie Gotfredsen.
Rensningsanlægget modtager hvert år 10 millioner kubikmeter spildevand - altså ti milliarder liter. Det svarer til, at der bor 400.000 mennesker i Fredericia Kommune.
De store mængder skyldes områdets industrivirksomheder. Og herfra kommer der spildevand med forholdsvis høj temperatur. Også dét kan udnyttes til energiproduktion, fortæller Annemarie Gotfredsen, der løst anslår rækkevidden af dét projekt:
“Potentialet er på omkring fem megawatt-timer om året. Svarende til energiforbruget i 1.500-2.000 husstande. Eller hele Erritsø,” siger hun.
Hvis alt flasker sig helt optimalt, vil en anlæg til indvinding af dén energi kunne tilbagebetale sig selv i løbet af tre-fem år, vurderer de to. Men det er vigtigt at pointere: Hvis.

Rensningsanlægget, ved Røde Banke Foto: Ole Olsen

Overvej grundigt

Både Annemarie Gotfredsen og Søren Hjortsø Kristensen understreger, at eksperterne skal overveje ganske mange forskellige scenarier, inden de store projekter sættes i søen.
“Hvis vi suger varme ud af spildevandet ét sted i vores rensningsproces, påvirker det processen i en anden del af anlægget. Nogle steder i rensningsprocessen kan bakterierne for eksempel ikke undvære varme. Så vi skal hele tiden vurdere på, hvordan vi får energi ud af spildevandet uden at ødelægge de andre processer,” siger Søren Hjortsø Kristensen.
Men dét ændrer ikke på, at Fredericia Spildevand & Energi A/S planlægger at investere 20-30 millioner kroner om året i projekter, der forvandler spildevand fra et problem til en energikilde.