Fortsæt til indhold

Aarhus erklærer sig som "Regnbueby"

Aarhus Kommune sender sin første LGBT+-politik og handleplan i høring.

Samfund
ddp

Et bredt flertal i Aarhus Byråd har besluttet, at Aarhus skal udvikle en politik og handleplan på LGBT+-området.

Det er nu klar til at blive præsenteret i en offentlig høring, og samtidig med præsentation erklærer Aarhus sig officielt som ”Regnbuebyen Aarhus”, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at Aarhus er en del af det internationale netværk Rainbow Cities, som i fællesskab arbejder for ligeværd og mangfoldighed.

»Det er vigtigt, at vi nu får formuleret en LGBT+-politik og handleplan, så vi som bysamfund bedre kan tage fat om nogle af de problemer, LGBT-personer oplever. Fra undersøgelser ved vi, at de oplever diskrimination og hatecrimes – og LGBT+ borgere oplever også i højere grad mistrivsel, ensomhed og utryghed. En stor gruppe mennesker i vores kommune har med andre ord brug for vores anerkendelse og respekt – og jeg ønsker, at Aarhus opleves som en rummelig og tryg by, en Regnbueby, hvor alle kan udvikle sig og leve et godt liv,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Politikkens formål er at skabe et værdigrundlag og pejlemærke for rammerne og kulturen for Aarhus og Aarhus Kommunes arbejde.

Tre mål udgør den overordnede ramme:

  • Alle børn, unge og voksne er trygge og trives.
  • Alle føler sig anerkendt og respekteret.
  • Aarhus er en mangfoldig og attraktiv by at leve og arbejde i – som Regnbuebyen Aarhus.

Målene i politikken skal realiseres dels gennem de fem temaer og de konkrete initiativer, der er beskrevet i handleplanen. Og dels via samspil med LGBT+-miljøet og andre interesserede.

»Aarhus Kommune vil med LGBT+ politikken, i lighed med København og andre store byer i og uden for Europa tage et større socialt ansvar og skabe grundlaget for en større mangfoldighed i kommunen,« lyder det i pressemeddelelsen.

Politikken bidrager til at mangfoldiggøre byens identitet for LGBT+borgere og for Aarhus som helhed.

De fem temaer er:

  • Sundhed
  • Viden og inkluderende sprog i dagtilbud-, uddannelses og fritidstilbud
  • Tryghed
  • Et mangfoldigt byrum og synlighed
  • Mødet mellem borgere og Aarhus Kommune

Planen og politikken er sendt i offentlig høring og vil være det frem til 28. april på kommunens høringsportal deltag.aarhus.dk.