Sundhed skal i fokus i Favrskov
Kræftens Bekæmpelse og FavrskovPosten afholder fælles høring om sundhedspolitikken i Favrskov
Inden kommunalvalget 19. november vil Kræftens Bekæmpelse og FavrskovPosten sætte fælles fokus på sundhed i Favrskov.
Derfor bliver der arrangeret en sundhedspolitisk høring i InSide, i Hammel, torsdag 10. oktober klokken 19.30 til 21.30.
Her dukker ni politikere op for at fortælle om deres tanker om sundhed i Favrskov og i regionen. Herefter er der mulighed for at stille selvsamme personer spørgsmål om de sundhedspolitiske emner.
Der er fri adgang til arrangementet, hvor også patientforeninger og de lokale politiske partier er indbudt til at være med på sidelinjen.
Formand for Region Midt, Bent Hansen (S), regionsmedlem Anne V. Christensen (V) giver deres besyv med, set fra regionens side, mens byrådskandidaterne Nils Borring (S). Anders G. Christensen, (V) Charlotte Green (K), Niels Kallehave (DF), Susanne Hammelboe (SF), Martin Olesen (LA) og Helle Bækkelund (R) vil sidde i panelet.
Fokus er sundhed
I de kommende uger vil FavrskovPosten sætte fokus på nogle af de emner der fylder i vores hverdag.
Blandt andet røgfri dagpleje, hvordan modtager kommunen de patienter fra hospitalerne der skal hjem og have pleje og hvordan fungerer det egentlig med de der rygefri skoler, som alle burde være begejstrede for.
Ellen-Margrethe Jacobsen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Favrskov er glad for samarbejdet med FavrskovPosten om høringen, der os bekendt er en af de eneste af sin slags i hele Danmark op til kommunalvalget.
“Det er vigtigt at sætte sundhed på den politiske dagsorden, at Favrskovs borgere får lejlighed til at høre, hvad politikerne – både regional- og lokalpolitikere har at sige om sundhedsspørgsmål, samt at gøre opmærksom på de problemer, blandt andet det som det stigende antal kræftramte borgere i kommunen oplever,” fortæller hun.
“Vi har tre hovedtemaer i høringen: Røgfri dagpleje, røgfri skoletid og rehabilitering og sammenhængende patientforløb.”