Fortsæt til indhold

Eyvind Vesselbo løb fra aftale

Venstre og Radikale havde en gensidig aftale om ikke at underskrive budgettet for 2014-17, men Venstre sprang i målet, da papiret kom på bordet

Samfund
Af Mikael Østergaard

Marie-Louise Andreassen troede, hun havde en aftale, da hun tirsdag aften gik til budgetmøde med gruppeformændene fra de øvrige partier i Kommunalbestyrelsen.
“Det Radikale Venstre havde en aftale med Venstre om ikke at skrive under på budgettet, fordi begge partier havde brug for mere tid til at kigge nærmere på nogle af punkterne. Jeg holdt min del af aftalen, men det gjorde Venstres gruppeformand, Eyvind Vesselbo, ikke. Han stemte for budgettet, og det ærgrer mig naturligvis”, siger Marie-Louise Andreassen.
Venstres uventede kovending skabte rav i partiets bagland, der onsdag aften holdt møde om sagen.
“I Venstre forstår vi ikke, hvorfor det skulle gå så stærkt. Hvorfor skulle budgetforliget vedtages over stok og sten, uden at partierne fik mulighed for at læse papirerne og forberede sig. Det siger sig selv, at man ikke kan indgå en aftale, som man aldrig har set eller drøftet. Så Venstre er ikke en del af budgetforliget. Vi afviser ikke at deltage i et budgetforlig, men det forudsætter naturligvis, at vi har drøftet sagen. I virkeligheden burde alle gruppeformænd have optrådt som den radikale”, siger Nils Juhl Andreasen, formand for Venstre i Gentofte.
På den baggrund virker det ekstra mærkeligt, at Eyvind Vesselbo skriver under?
“Det kan du sige”, svarer Nils Juhl Andreasen og tilføjer, at stridigheden med de Radikale er bilagt, og at de to partier fortsætter samarbejdet.

Marie-Louise Andreasen blev overhalet indenom.

Gode elementer, men....

Ifølge Marie-Louise Andreassen skyldes hendes nej til budgetforliget ikke utilfredshed med det overordnede indhold.
“Der er mange gode elementer i forliget, men nogle punkter kræver en nærmere drøftelse. Det gælder ikke mindst to store anlægsbevillinger på henholdsvis ekstra 80 millioner kroner til modernisering og udvidelse af byggeriet på Bank-Mikkelsens Vej og et stort tocifret millionbeløb til køb af Copenhagen Business School. Det er en voldsom forøgelse af anlægsbudgettet, og desuden er Radikale imod, at skatteprocenten skal ligge fast i fire år. Andre kommuner sætter skatten ned, og det kunne da tænkes, at også Gentofte Kommune får økonomi til at gøre det”, siger den radikale spidskandidat.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Eyvind Vesselbo, der ikke har svaret på hverken telefonopkald eller mail-henvendelser.