Solbjerg Byport kommer tættere på
Der er store planer for den eksisterende men tidligere T.H. Schulz lagerbygning i Solbjerg
Solbjerg Byport har gennem længere tid været på tegnebrættet, men nu er det tættere på at blive en realitet.
Arne Bruun, der er direktør ved Enghave Projekt og står bag projektet, oplyser, at der allerede er én lejer, der har sagt ja til at flytte ind i det nye butikscenter, og to mere er i drøftelses-stadiet.
“Når der er en eller to butikker mere, der er på plads, så går vi formentlig i gang med at bygge,” siger Arne Bruun.
Tre forskellige grunde
Solbjerg Byport kommer til at bestå af tre forskellige grunde.
På den ene er Rema 1000 allerede i fuld gang med at bygge, og man forventer, at det står færdigt omkring december. Den anden kommer til at bestå af et miks af aktiviteter, kultur og kommercielt brug samt Solbjerg Fitness, der allerede er i gang. Det er den gamle T. H. Schulz- lagerbygning, der stadig eksisterer på matriklen.
Den sidste grund bliver en butiks- og kontorbygning.
Det, der lige for tiden er størst fokus på, er grund nummer to. For at det kan komme op at stå, er Arne Bruun i et tæt samarbejde med Solbjerg Idrætsforening, SIF.
“Vi ved, at der er en del uorganiserede aktiviteter i byen, og derfor vil vi være med til at lave et sted, hvor man dyrker aktiviteter, uden at man behøver at være medlem af en forening,” siger formand for Solbjerg Idrætsforening Erik Hansen.
Et unikt miks
Det er meningen, at SIF også skal bruge bygningerne på grund nummer to, og dermed udvide idrætsforeningens tilbud.
Det miks, der kommer i Solbjerg Byport findes ikke andre steder, og Arne Bruun er da heller ikke i tvivl om, at det kommer til at gavne byen.
“Man kan give handelslivet et boost ved at have idræts- og kulturlivet samlet og omvendt. Det giver merværdi for begge parter,” siger han.
Grund nummer to kommer til at blive ejet af en fond, der endnu ikke er oprettet, men det er den, der kommer til at stå for udlejning til dem, der skal være i bygningen.
“Hvis det her skal op at stå, så kræver det, at vi kan få Aarhus Kommune med på idéen. Der er brug for anlægs- og driftstilskud,” siger Arne Bruun.
Tanken er også, at byens kommunale institutioner kan få gavn af byggeriet.