Hammel og Neurocenter har P-alternativ
Problemer for Hammel Neurocenters ansatte med at finde P-plads kan afhjælpes med køb af tidligere Q8-grund, men intet er sket - endnu
Før sommerferien var der en heftig debat om parkering i Hammel og senere i år vil kommunen komme med en beslutning om, hvorvidt der stadig skal være tidsbegrænset parkering i Hammel og andre af Favrskovs større byer.
Flere personer i Hammel har peget på, at Hammel Neurocenter ikke har nok p-pladser og at det derfor lægger pres på resten af midtbyen, der i perioder savner p-pladser.
En del af den løsning kunne måske være på vej, for igennem en parkeringsfond (P-Fond) ligger der i dag 350.000 kroner, hvoraf halvdelen skal bruges i 2013, ellers bortfalder de.
Butikker og erhvervsbyggeri i midtbyen skal nemlig betale et beløb til P-Fonden, hvis de udvider eller bygger nyt og ikke har mulighed for at tilføre nye parkeringspladser.
Neurocentret ikke ramt
Kommunens administrationsbygning og Hammel Neurocenter er uheldigvis IKKE omfattet af P-fondens bestemmelser, men har en mildere fortolkning af, hvor mange p-pladser de skal stille til rådighed.
Allan Therkelsen, der er afdelingsleder i Trafik og Veje i Favrskov Kommune gætter forsigtigt på, at det vil koste cirka 40.000 kroner at etablere en p-plads. Så der ligger penge til næsten ni parkeringspladser i Hammel midtby.
Er tank-grund en mulighed
Flere personer. Heriblandt byrådsmedlem Lars Storgaard C) og beboere tæt på Hammel Neurocenter pegede allerede for over et år siden på, at den nedlagte benzintank-grund 'Q8-grunden' på Gl. Frijsenborgvej kunne bruges til formålet.
Men om det bliver løsningen, vil hverken embedsmænd eller borgmesteren løfte sløret for.
“Der er en sag på vej gennem det politiske system, så pengene vil blive brugt. Man vil nok pege på etablering af nogle pladser, der kan være med til at reducere det pres, der er ved Hammel Neurocenter, og der skal man så politisk forholde sig til forskellige alternativer, som vil komme frem i forbindelse med behandlingen af sagen. Hvornår sagen kommer på er endnu ikke afklaret, men som sagt – pengene skal nok blive brugt,” lyder det fra borgmester Nils Borring (S).
Ligger der nogen analyse eller overblik over om der reelt mangler P-pladser i byerne, især i Hammel og med Neurocentrets udvidelse for en del år siden in mente?
“Der er ikke lavet en decideret analyse af parkeringsbehovet i hovedbyerne. På baggrund af borgerhenvendelser og dialog med Neurocentret, er der igangsat et samarbejde, der i første omgang skal kortlægge problemerne i Hammel. Det videre arbejde afventer bl.a. en afklaring omkring en samlet parkeringspolitik i kommunen, som behandles på udvalgsmøde i efteråret 2013. Vi regner med fremlægge sag for det politiske niveau omkring disponering og udmøntning af p-fondsmidler til efteråret,” lyder det fra Helle Jakobsen Plan- og Byggechef, Favrskov Kommune.