Socialdemokratiske borgmestre har sovet i timen
En undersøgelse, foretaget af DI (Dansk Industri), viser, at 7 ud af de 10 mest erhvervsvenlige kommuner har en Venstre-borgmester ved roret.
Omvendt er erhvervsklimaet væsentlig dårligere i de kommuner, hvor Socialdemokraterne har ansvaret.
Det ses bl.a. i Silkeborg og Randers, som er blandt de 10 dårligst placerede på listen.
Erhvervsklimaet i Aarhus er ligeledes langt fra superligaen.
På blot to år er den østjyske vækstmotor faldet 24 pladser ned ad rangstigen.
I Aarhus er skatter, afgifter og gebyrer simpelthen for høje, infrastrukturen er for dårlig og kommunens sagsbehandling er for langsom. Det mener erhvervslivet i Aarhus i hvert fald.
Den negative spiral kommer på trods af, at kommunerne endelig har fået øjnene op for, at virksomheder og kommuner har en gensidig interesse i et godt og velfungerende erhvervsklima.
Betyder det så, at Aarhus kommune har sovet i timen, siden de ikke gør mere for erhvervsklimaet? Det spørgsmål lader jeg stå lidt.
Der har aldrig hersket tvivl om, at et sundt erhvervsliv tiltrækker investeringer og arbejdspladser, så der bliver råd til folkeskoler, infrastruktur og omsorg for de svage.
Aarhus har i en årrække sat barren højt for, hvad kommunen skal præstere på erhvervsfronten. Men noget tyder på, at det bliver ved snakken, og der ikke kommer handling bag.
Her må borgmesteren i Aarhus sætte handling bag sine ord, og sætte alle sejl ind på at levere en bedre service, så virksomhederne får det bedst mulige fundament for at skabe vækst.
Borgmesteren i Aarhus mener selv, at de gør det godt på en række områder, men der er en hel masse steder, hvor de kan gøre det bedre.
Det er en fornuftig selvindsigt, som jeg kun kan applaudere. Men hvorfor er der gået så lang tid, før der reelt bliver gjort noget ved?
Det kunne godt tyde på, at Aarhus kommune har sovet i timen, og det indikerer blot behovet for et nyt flertal til valget i november.