Fortsæt til indhold

Skanderborg Kommune er 3. billigst med udgifter til administration.

Samfund
Af Jørgen Naut (S), byrådsmedlem, Skanderborg

Jeg troede, at udtalelsen om ”kolde og varme hænder” var lagt i graven for flere år siden. Nu dukker den så op igen, lokalt fra byrådskandidat Carsten Bach, Liberal Alliance på baggrund af nogle stærkt misvisende tal fra KORA om kommunernes udgifter til administration. Hvordan tror Carsten Bach, at det er for de ansatte, der udfører et nødvendigt arbejde i kommunen, at læse at de er kolde hænder, som der ikke er brug for. Det er ansatte, der f.eks. sørger for at en borger får den rigtige kontanthjælp, hjælp til et nyt job eller uddannelse, hjælper familier og børn, der er i klemme, sørger for at ældre og handicappede får den fornødne hjælp, sørger for at vores vejnet, kloakker og infrastruktur virker, at kommunens økonomi holdes osv. Tror Carsten Bach, at Skanderborg Kommune har folk ansat, som der ikke er brug for. Jeg ser frem til at få at vide fra LA, hvilke opgaver og hvem af de ansatte der kan undværes, så kommunens opgaver kan løses uden dem.Og så tilbage til talmagien. Carsten Bach henviser til talmaterialet fra Det nationale Institut. Hvad Carsten Bach sikkert er uvidende om, er at de enkelte kommuner placerer udgifterne forskelligt på kontoplanen, så sammenligninger derfor bliver vanskelige.
Hvis han havde set på de faktuelle udgifter til administration i 2012 (konto 6) viser det sig f.eks., at Skanderborg Kommune anvendte 4.129 kr. per indbygger og Favrskov 4.443 kr. (hvilket betyder at Skanderborg er 18. mio. kr. billigere at administrere end Favrskov). Den kommune med laveste administrationsandel bruger 8,8%. Skanderborg ligger på 3. pladsen med 8,9%, Favrskov på 4. pladsen med 9,0% og Silkeborg på 15. pladsen med 10,2%. Så Skanderborg Kommune bruger få penge til at administrere de mange opgaver, som borgerne har forventning om bliver klaret så hurtigt og godt som muligt. Ligesom en familie har brug for koldt og varmt vand, har kommunen/ borgerne lige meget brug for de såkaldt ”kolde og varme hænder” for at få kommunen til at fungere tilfredsstillende.